Kvinde indrømmede utroskab og blev dræbt
En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet af dommer i Nykøbing efter drabet på 30-årig kvinde.
Det blev dyrt for en kvinde at indrømme sit utroskab overfor sin ekskæreste.
Det blev dyrt for en kvinde at indrømme sit utroskab overfor sin ekskæreste. Foto: Colourbox/free


Det var i forbindelse med et skænderi om utroskab, at en mand i Nakskov pludselig stak en kvinde ihjel onsdag.

Det er kommet frem i forbindelse med et grundlovsforhør torsdag i Retten i Nykøbing Falster, skriver ekstrabladet.dk.

Kvinden og manden var gået fra hinanden. Men de mødtes onsdag morgen, og her fortalte hun angiveligt, at hun havde været ham utro.

Manden stod med en køkkenkniv i hånden og skulle skære en bolle - og derefter overfaldt han hende og stak hende flere gange, rapporterer ekstrabladet.dk fra retten.

I grundlovsforhøret er den 34-årige mand ikke selv til stede. Det skyldes, at han psykisk har det meget dårligt, har politiet tidligere torsdag oplyst til Ritzau.

Det var manden selv, der henvendte sig til den lokale politistation onsdag og fortalte, hvad der var sket.

Dommeren har besluttet at varetægtsfængsle manden frem til 12. maj.

Foreløbig opholder han sig dog på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg.

Når han er i stand til det, skal han afhøres foran en dommer.

I første omgang har hans forklaring til politiet været noget usammenhængende, har politiet oplyst.

Offeret blev 30 år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.