Kvinde, hold dig fra disse produkter
Produkter til intimhygiejne risikerer at give kvinder problemer med underlivet, advarer gynækolog.
Intimsæbe og parfume til skridtet kan gøre dit underliv sygt, advarer en læge, der også anbefaler at bruge bomuldstrusser.
Intimsæbe og parfume til skridtet kan gøre dit underliv sygt, advarer en læge, der også anbefaler at bruge bomuldstrusser. Colourbox / Modelfoto


Sæbe, vådservietter og endda parfumer, der skal sprøjtes mellem benene. Rigtig mange kvinder bruger forskellige produkter til intimhygiejne - men faktisk bør de lade helt være, skriver gynækolog Austin Ugwumadu i det britiske medie Daily Mail.

Produkterne er nemlig helt unødvendige og kan faktisk være skadelige for kvinders underliv. De risikerer nemlig at ødelægge bakteriebalancen og give svamp, kløe og overfølsomhed, forklarer gynækologen.

Kvinders underliv er selvrensende, så derfor er den bedste måde at bevare en god hygiejne på, helt at lade underlivet være eller nøjes med at skylle med lunken vand. Og så bør man helst bruge trusser, som ikke er af syntetisk stof, siger Austin Ugwumadu til Daily Mail.

Grunden til, at så mange kvinder alligevel renser og sprøjter parfume mellem benene er ifølge lægen, at mange kvinder er usikre på deres krop og er bange for, om deres skede lugter eller ikke er ren nok - og den usikkerhed udnytter de firmaer, der laver produkterne.

Hvis man lider af kløe eller lugt, hjælper det ikke at vaske sig mere. I stedet skal man gå til lægen og blive undersøgt, for er der tale om en vaginalinfektion, kan den behandles medicinsk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.