Kvinde fundet død i Mølleåen midt i Vejle
En kommunalarbejder har fundet liget af en kvinde i Mølleåen i Vejle. Kvinden er endnu ikke identificeret.
Politiet undersøger Mølleåen i Vejle, hvor en død kvinde er fundet lørdag morgen.
Politiet undersøger Mølleåen i Vejle, hvor en død kvinde er fundet lørdag morgen. Foto: Colourbox/free


Liget af en kvinde er lørdag morgen fundet i Mølleåen midt i Vejle. Det var en kommunalarbejder, der fandt kvinden i forbindelse med rensning af en rist i åen.

- Lidt efter klokken otte fik vi anmeldelsen, sagde Martin Rasmussen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ritzau lørdag formiddag.

- Vi er fortsat i gang med at undersøge, hvad dødsfaldet skyldes.

Ifølge politiet er der intet, der indikerer, at kvinden har været udsat for en forbrydelse.

Kvinden er lørdag middag endnu ikke identificeret, og hendes præcise alder er derfor ukendt. Men hun beskrives som 50 til 55 år og cirka 170 centimeter høj.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, der eventuelt har oplysninger i sagen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Kvinden var kraftig af bygning og havde mellemlangt, brunt hår.

Da hun blev fundet, var hun iført mørkerød trøje og beige bukser, lilla sandaler i størrelse 37, et dameur med urskive i guld samt to sølvringe.

Politiet anslår, at hun har ligget i vandet "i nogle timer".

Mølleåen løber langs vejen Dæmningen i det centrale Vejle. Dæmningen var tidligere lørdag morgen spærret, men er nu genåbnet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.