Kvinde fængslet for knivstik i Thy - 70-årig løsladt
En 46-årig mand blev onsdag aften overfaldet og stukket i maven med kniv i sit hjem. Kvinde er fængslet.


En kvinde på 46 år skal tilbringe mindst fire uger som varetægtsfængslet, efter at hun ifølge politiet onsdag aften stak en mand med kniv i hans hjem i Bedsted i Thy.

Ved torsdagens retsmøde i Holstebro valgte en dommer at løslade en 70-årig mand, der også var anholdt i sagen, siger vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Den forurettede, en 46-årig mand, blev stukket i maven et endnu ukendt antal gange, og han blev efterfølgende fløjet til Aalborg Sygehus, hvor lægerne behandler hans skader.

- Han er nu uden for livsfare efter at have været på operationsbordet, sagde efterforskningsleder Jørgen Lauritsen tidligere.

Politiet modtog onsdag klokken 19.52 en anmeldelse om et knivstikkeri på Thylandsgade i Bedsted i Thy.

Kort efter anmeldelsen skred politiet til anholdelse af den 46-årige kvinde og den 70-årige mand. De anholdte kender begge offeret i forvejen, oplyser politiet.

Ifølge TV/Midt-Vest forklarede kvinden i retten, at den 70-årige er hendes papfar.

De ankom begge til retten iført blå kedeldragter og sandaler.

Kvinden blev fængslet in absentia, fordi hun blev dårlig og kørt væk med ambulance under retsmødet, skriver mediet.

Da sigtelsen blev læst op aede kvinden sin papfar på armen og krammede ham.

- Jeg er ked af, at du er blandet ind i det her, sagde hun ifølge TV/Midt-Vest.

Så lagde hun hovedet på bordet og brød grædende sammen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.