Kvinde bomber sig selv i busterminal
En kvindelig selvmordsbomber sprænger sig selv i luften og dræber mindst 10 og sårer 30 i Nigeria.
Tidligere på ugen eksploderede en bilbombe i byen Diffa i Niger ikke langt fra grænsen til Nigeria. Det var det tredje angreb mod Diffa på fire dage. Arkivfoto.
Tidligere på ugen eksploderede en bilbombe i byen Diffa i Niger ikke langt fra grænsen til Nigeria. Det var det tredje angreb mod Diffa på fire dage. Arkivfoto. Foto: Sunday Alamba/AP


En kvindelig selvmordsbomber sprængte søndag sig selv i luften i en overfyldt busterminal i den nordøstlige nigerianske by Damaturu, hvorved mindst 10 blev dræbt og 30 blev såret, oplyser det nigerianske politi.

Regionen omkring Damaturu er ofte mål for angreb fra den islamistiske gruppe Boko Haram, men hverken Boko Haram eller andre har endnu taget skylden for angrebet.

- Jeg hørte en høj eksplosion og folk flygtede i panik, siger et vidne Adamu Muhammad.

For få dage siden sprængte en anden kvindelig selvmordsbomber sig selv i luften på et travlt marked i det nordøstlige Nigeria, hvor syv blev dræbt og 20 sårede. Boko Haram mistænkes for at stå bag begge bombeanslag.

Gruppen beskyldes for at bruge kvinder og piger som menneskelige bomber i sin blodige krig for en islamisk stat i det nordøstlige hjørne af Nigeria, hvor de kontrollerer store områder.

Den seneste tid har islamisterne angrebet nabolandene Cameroun, Tchad og Niger.

Niger, Tchad, Cameroun og Benin indgik lørdag i sidste uge en aftale med Nigeria om at etablere en styrke på 8750 mand, der skal bekæmpe den militante gruppe.

Det har øjensynligt fået den islamistiske gruppe til at svare igen og optrappe sine angreb mod Nigeria og nabolandene.

Tidligere på ugen eksploderede en bilbombe i byen Diffa i Niger ikke langt fra grænsen til Nigeria. Det var det tredje angreb mod Diffa på fire dage.

For nylig besluttede Nigeria at udskyde et præsidentvalg i seks uger. Begrundelsen er truslen fra Boko Haram.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.