Kvinde blev sprøjtet i ansigtet ved hjemmerøveri
Politiet håber på vidner, efter at kvinde, der var alene hjemme i Næstved, blev udsat for røveri.
Mændene var maskerede med tørklæder for ansigterne. De talte dansk med udenlandsk accent, fremgår det af signalementet, som indtil videre er sparsomt.
Mændene var maskerede med tørklæder for ansigterne. De talte dansk med udenlandsk accent, fremgår det af signalementet, som indtil videre er sparsomt. Modelfoto: Scanpix


En kvinde i Næstved blev onsdag aften udsat for hjemmerøveri, og politiet håber nu at få hjælp fra eventuelle vidner.

Kvinden fik sprøjtet noget i ansigtet, da to mænd trængte ind hos hende.

- Det var ikke peberspray. Vi ved ikke, hvad det var. Men det slørede synet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Røveriet skete i et villakvarter på Fensmarksvej. Kvinden, der er 52 år, var alene hjemme.

De to mænd gennemrodede villaen, inden de forvandt - formentlig i en mørk eller sort bil.

Mændene var maskerede med tørklæder for ansigterne. De talte dansk med udenlandsk accent, fremgår det af signalementet, som indtil videre er sparsomt.

Nu håber politiet at høre fra mennesker, der var i området ved Fensmarksvej onsdag aften fra klokken 19.30 til 20.40 - og som måske så en mørk bil.

- Det har været en chokerende oplevelse for hende, siger vicepolitiinspektøren.

I Næstved-området har der ikke tidligere i år været lignende hjemmerøverier, oplyser Søren Ravn-Nielsen.

Hjemmerøverier, hvor gerningsmænd trænger ind til mennesker, de ikke kender, straffes forholdsvis hårdt i forhold til for eksempel røverier, der finder sted på gaden.

Udgangspunktet er fængsel i fem år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.