Kvinde bag massakre svor troskab over for IS
Inden ægtepars angreb på et socialcenter i Californien udtrykte kvinden støtte til IS' leder, siger kilder.
Politiet i San Bernardino har offentliggjort dette billede, som viser den ammunition, som ægtepar havde med sig, da de angreb et socialcenter i den amerikanske by.
Politiet i San Bernardino har offentliggjort dette billede, som viser den ammunition, som ægtepar havde med sig, da de angreb et socialcenter i den amerikanske by. Foto: Jose Huerta/AP


Tashfeen Malik, kvinden der åbnede ild i et socialcenter i Californien og var med til at dræbe 14 mennesker, havde forinden svoret troskab over for Islamisk Stat (IS).

Det siger to amerikanske regeringskilder til nyhedsbureauet Reuters.

En af kilderne oplyser, at Malik tilsyneladende havde svoret troskab over for IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi. Det samme kunne CNN kort forinden rapportere.

Det skal hun have gjort på en Facebook-konto, hvor hun brugte et andet navn end sit eget.

27-årige Malik og hendes 28-årige mand, Syed Rizwan Farook, der begge var troende muslimer, angreb et socialcenter for handicappede i den californiske by San Bernardino onsdag. Under skyderiet blev 14 dræbt og 21 såret.

De blev begge efterfølgende dræbt af politiet under voldsomme skudkampe.

Kilderne siger, at Malik og Farook havde brugt tid på at ødelægge computerharddiske og andet elektronik, inden de onsdag klædt i camouflageuniformer indledte deres morderiske mission.

Myndighederne har haft svært ved at fastslå et motiv til massakren.

Farook arbejdede på socialcentret, og politiet undersøger fortsat, om han havde været i et skænderi med en kollega, der skal have fordømt "islams iboende fare".

Amerikanske kriminalfolk er ved at undersøge Maliks baggrund. Hun var født i Pakistan og havde boet i Saudi-Arabien.

Avisen New York Times skriver, at Farook i 2013 søgte efter en kone på en dating-hjemmeside, og det var sådan, at parret fandt sammen. De blev gift i Saudi-Arabien.

Farook var født i den amerikanske stat Illinois. Begge hans forældre stammede fra Pakistan.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.