Kurdistans Frihedshøge tilstår bombedrab på 28 i Ankara
Den militante kurdiske gruppe TAK hævder nu at stå bag onsdagens kraftige bombe i Ankara, hvor 28 blev dræbt.
Millitant kurdisk gruppe tager skylden for bombeangrebet i Ankara.
Millitant kurdisk gruppe tager skylden for bombeangrebet i Ankara. Foto: Burhan Ozbilici/AP


Den militante kurdiske gruppe TAK hævder at stå bag et dødeligt bombeangreb i den tyrkiske regeringsby Ankara onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den 17. februar om aftenen blev et selvmordsangreb udført af en hellig kriger mod en militærkolonne i hjertet af den fascistiske tyrkiske stat i Ankara. Angrebet blev gennemført af den udødelige TAK-bataljon, skriver gruppen på sin hjemmeside fredag.

TAK siger i en erklæring på sin hjemmeside, at onsdagens bombe i Ankara var hævn for situationen i Cizre i den sydøstlige del af Tyrkiet. Ankara-bomben kostede 28 mennesker livet og kvæstede dobbelt så mange,

Beskeden fra TAK er også, at bombeangrebet er svar på den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans politik, og at gruppen agter at fortsætte sine angreb.

Gruppen navngiver bombemanden Zinar Raperin. Han skal være født i 1989 i Tyrkiets kurdisk dominerede region Van. Han skal have været involveret i den kurdiske "frihedskamp" siden 2011 i TAK.

Angrebet onsdag foregik ved, at en bil ladet med sprængstof blev sprængt i luften ved siden af en militærbus nær en kaserne og flere regeringsbygninger i Ankara.

Det stod i begyndelsen ikke klart, hvem der havde udført bombesprængningen, men mistanken rettede sig mod kurdiske separatister. Tyrkiske sikkerhedskilder mistænkte Kurdistans Arbejderparti (PKK) for at stå bag bombeangrebet.

TAK er ifølge nyhedsbureauet AFP en relativ ukendt gruppe, som i de seneste måneder har gjort sig bemærket efter at have hævdet, at gruppen stod bag et mortérangreb på Istanbuls Sabiha Gokcen-lufthavn 23. december.

Tyrkiske myndigheder siger, at TAK er PKK's stormtropper på civile mål, men PKK hævder, at TAK er en udbrydergruppe, som er hinsides PKK's kontrol.

I en erklæring 30. december advarede TAK ifølge AFP mod, at angrebet på lufthavnen i Istanbul blot var det første i en ny bølge af angreb.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.