Kurdisk talsmand: Islamister løslader 300 syriske kurdere
En talsmand for Det Demokratiske Unionsparti - et kurdisk parti i Syrien - bekræfter løsladelsen af kurdere.
300 syriske kurdere er mandag aften løsladt efter et døgns tilbageholdelse.
300 syriske kurdere er mandag aften løsladt efter et døgns tilbageholdelse. Foto: Jacob Simkin/ZUMAPRESS.COM


Militante islamister i Syrien har løsladt cirka 300 kurdere efter godt et døgns tilbageholdelse, oplyser en kurdisk partitalsmand til nyhedsbureauet Reuters.

De syriske kurdere blev bortført søndag ved en kontrolpost i den nordvestlige del af landet, siger Nawaf Khalil fra Det Demokratiske Unionsparti.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger konflikten i landet, bekræfter løsladelsen.

Ifølge overvågningsgruppen er der ikke tale om 300, men 200 kurdere, som er blevet tilbageholdt ved forskellige kontrolposter de seneste dage.

Talsmænd i Europa for Det Demokratiske Unionsparti har tidligere sagt, at kurderne blev bortført, da de rejste fra byen Afrin til den nærliggende by Aleppo for at hente deres løn.

Det er tilsyneladende ikke fuldstændig klart, hvem der står bag bortførelserne. Flere kilder peger på, at de militante islamister er fra Nusra-fronten - en gruppe knyttet til al-Qaeda.

Nusra har dog ikke taget skylden for bortførelsen.

Kurdiske militser og forskellige islamistiske grupperinger har udkæmpet adskillige lokale slag under den fire år lange borgerkrig i Syrien.

Nogle konservative og yderliggående islamister betragter kurdere som kættere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.