Kurdere og syriske styrker enige om våbenhvile
Efter en uges kampe og luftangreb er der faldet ro over den syriske by Hasaka, der er under kurdisk kontrol.


Kurdiske styrker har indgået en våbenhvile med syriske regeringsstyrker i byen Hasaka i det nordlige Syrien.

Det rapporterer det prokurdiske nyhedsbureau Firat.

Våbenhvilen er angiveligt kommet i stand efter lokale ledere og "enkelte lande" greb ind, skriver Firat.

Syriske kampfly angreb i sidste uge den militante kurdiske gruppe YPG i Hasaka, efter den havde forsøgt at drive regeringsvenlige styrker ud af byen.

YPG støttes af amerikanerne i kampen mod Islamisk Stat, men gruppens fremgang på slagmarken har vakt bekymring i både Damaskus og nabolandet Tyrkiet.

Rusland skal have været involveret i forsøget på at få en våbenhvile i stand i Hasaka, men det er ikke klart, hvilke andre lande der har været involveret.

Våbenhvilen trådte i kraft tirsdag klokken 14, oplyser en kurdisk kilde og statsligt syrisk tv ifølge Reuters.

Aftalen indebærer også, at alle væbnede styrker trækkes ud af byen, lyder det i en meddelelse, som blev uddelt til journalister fra det kurdiske bystyre.

Kurderne og det syriske regime vil udveksle fanger og sårede, lyder det videre.

En lokal journalist fortæller til nyhedsbureauet AFP, at der var stille i byen tirsdag eftermiddag. Flere steder i centrum af byen var forretningerne åbne.

Hasaka har været præget af kampe i den seneste uge og eskalerede torsdag, hvor det syriske styres kampfly for første gang bombarderede kurdiske positioner i byen.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.