Kurdere og observatorium beskylder IS for brug af giftgas
Islamisk Stat har angiveligt affyret giftgas mod kurdiske soldater to steder i Syrien i slutningen af juni.
Militante fra Islamisk Stat har angiveligt brugt giftgas i kampen mod kurdiske styrker i Syrien. Arkivfoto
Militante fra Islamisk Stat har angiveligt brugt giftgas i kampen mod kurdiske styrker i Syrien. Arkivfoto Foto: Uncredited/AP


Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) bliver af den kurdiske milits YPG og Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder lørdag beskyldt for at have kæmpet med kemiske våben.

Ifølge Redur Xelil, talsmand for YPG, blev et kurdisk-kontrolleret område i den nordøstlige del af Syrien angrebet med giftgas 28. juni i byen Hasaka, da IS affyrede "kemiske projektiler".

Også YPG-poster syd for byen Tel Brak, der ligger nordøst for Hasaka, skulle være blevet udsat for giftgasangreb.

Talsmanden oplyser, at det endnu er uvist, hvilken form for giftgas der er tale om, da det kemiske stof ikke er endelig fastlagt.

Ingen af de YPG-soldater, der angiveligt blev udsat for gassen, blev dræbt, fordi de ifølge Redur Xelil hurtigt blev fragtet til hospitalet.

Det er første gang, at Islamisk Stat har angrebet YPG med giftgas, lyder det fra Redur Xelil.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der via et netværk af kilder i Syrien følger situationen i landet fra Storbritannien, siger til Reuters, at man har dokumentation for, at IS brugte giftgas mod en by nær Tel Brak 28. juni.

Også angrebet i Hasaka har observatoriet fået meldinger om, men dette angreb er ikke uddybet nærmere.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder angiver, at 12 soldater fra YPG-enheden blev udsat for den farlige gas.

Soldaterne udsat for gassen "oplevede en brændende fornemmelse i hals, øjne og næse kombineret med kraftig hovedpine, muskelsmerter samt nedsat koncentration og mobilitet", skriver YPG.

Angiveligt har de kurdiske soldater også fået fingre i gasmasker fra Islamisk Stat i løbet af den seneste måned, hvilket "bekræfter, at IS er forberedt på og udstyret til kemisk krig langs denne del af fronten".

Det har ikke været muligt for Reuters at få verificeret oplysningerne om Islamisk Stats påståede brug af kemiske våben.

Dog hjælper to britiske organisationer YPG med at undersøge Islamisk Stats brug af kemiske våben, og disse organisationer oplyser til Reuters, at i alt tre angreb - to i Syrien og et i Irak - er de første, der dokumenterer IS' brug af giftgasprojektiler.

De vurderer, at der er tale om klor.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.