Kurdere frifindes i terrorsagen om millionstøtte til PKK
Anklagemyndigheden får ikke medhold af nævninge og dommere i byretten i den hidtil største sag om terrorstøtte
Københavns Byret frifandt alle ti kurdere for terrorstøtte.
Københavns Byret frifandt alle ti kurdere for terrorstøtte. Foto: Per Johansen/free


10 kurdiske mænd frifindes af Københavns Byret i en stor sag, hvor de var tiltalt for at have støttet terror ved at kanalisere op til 140 millioner kroner til PKK, Kurdistans Arbejderparti.

Sagen er den hidtil største om økonomisk støtte til terrorisme.

Kendelsen er blevet afsagt i et propfyldt retslokale onsdag eftermiddag. Også repræsentanter fra den tyrkiske ambassade overværer retsformand Jens Stausbølls gennemgang af præmisserne.

Frifindelsen skyldes, at der ikke er bevis for, at de tiltalte vidste, at penge til den kurdiske tv-station Roj TV i virkeligheden gik til PKK.

Det var først i januar 2012, at det ved dom blev fastslået, at tv-kanalen udgør en del af PKK.

Tiltalen drejer sig imidlertid om tiden fra 2009 og frem til 2012.

Startskuddet til sagen lød for en række år siden, da den tyrkiske ambassade henvendte sig til Politiets Efterretningstjeneste med en anmeldelse mod Roj TV, som har hovedkontor i København.

Kanalen har haft et potentielt publikum på 30 millioner kurdere verden over og udgjorde i lang tid en alvorlig torn i øjet på de tyrkiske myndigheder.

Efter en langvarig efterforskning, hvor betjente og anklagere blandt andet rejste til Tyrkiet for at indsamle beviser, blev der rejst tiltale mod tv-stationen, som blev anklaget for at fremme PKK's aktiviteter.

Både byretten og landsretten nikkede til påstanden om, at tv-stationen slet ikke var uafhængig, men reelt var et redskab for PKK.

Da PKK står på terrorlisterne og har udført en lang række blodige angreb i Tyrkiet, var der tale om støtte til terrorisme, mente dommerne.

Og det netop denne afgørelse, som anklagemyndigheden har bygget videre på i sagen mod de 10 kurdere.

Påstanden har været, at der blev kanaliseret i alt 140 millioner kroner gennem Roj TV's konto i København.

Onsdagens kendelse er afsagt efter i alt 68 retsmøder siden sagens begyndelse i september sidste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.