Kunstsamlere betaler overpris for OW Bunkers malerier
Ved en netauktion hos Bruun Rasmussen er 21 af OW Bunkers malerier solgt til det dobbelte af vurderingen.
Malerier fra konkursramte OW Bunkers hovedkvarter i Nørresundby er solgt til det dobbelte af vurderingen på en netauktion hos Bruun Rasmussen.
Malerier fra konkursramte OW Bunkers hovedkvarter i Nørresundby er solgt til det dobbelte af vurderingen på en netauktion hos Bruun Rasmussen. Foto: 'Copyright OW Bunker AS'/free


Salget af malerier fra det konkursramte selskab OW Bunker er gået forrygende på en netauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Vurderingen af 21 malerier lød på 113.000 kroner, men de er blevet solgt for 238.000 kroner.

Det fortæller afdelingsleder hos Bruun Rasmussen Peter Beck.

- Det er meget usædvanligt. Det er nogle fine værker af anerkendte kunstnere, og allerede dér tænker køberne, at her er der noget kunst, som holder på den lange bane.

- Så kommer der den tillægshistorie, at det kommer fra OW Bunker, som nogen synes er spændende, hvor man kan fortælle den sidehistorie, at det stammer fra OW Bunker, og det giver en merværdi, siger Peter Beck til Ritzau.

OW Bunker med hovedsæde i Nørresundby indgav 7. november sidste år konkursbegæring efter en periode med to nedjusteringer og en påstået svindelsag.

Selskabet, som handlede med brændstof til skibe, kollapsede med et tab på 1,6 milliarder kroner.

Men den opsigtvækkende konkurs er ikke alene grunden til, at salget af de 21 malerier er gået så godt.

- Man kan ikke sælge sand i Sahara. Materialet er som udgangspunkt fint, siger Peter Beck.

Ved siden af netauktionen med malerierne, er der en anden netauktion, hvor det kuldsejlede selskabs designermøbler er til salg. Den afsluttes på næste tirsdag.

De største ting fra OW Bunker kommer under hammeren på en klassisk auktion i Bredgade den 3. marts.

Ifølge Bruun Rasmussen er der udbudt omkring 100 effekter fra OW Bunker til en samlet vurdering på cirka en million kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.