Læskedrikke, yoghurt, margarine og energidrikke med kunstigt tilsatte vitaminer har efterhånden gjort sit indtog på hylderne i de danske supermarkeder.
Fødevarestyrelsen, der skal godkende fødevarer med tilsatte vitaminer, har i de senere år oplevet et boom i antallet af ansøgninger. Især producenter af energidrikke ønsker at tilsætte vitaminer og mineraler til produkterne.
Men danskerne er stadig skeptiske. I en rundspørge, lavet af analysebureauet Wilke for Newspaq, svarer to ud af tre, at de er uenige i, at vores mad bliver sundere, hvis den tilsættes ekstra vitaminer og mineraler.
Ifølge Lars Ove Dragsted, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, har størstedelen af danskerne forstået det rigtigt.
- Der er ikke en generel sundhedsmæssig gevinst i at indtage fødevarer tilsat kunstige vitaminer. Vi får jo almindeligvis de vitaminer, vi har brug for gennem kosten. Så det svarer til at fylde benzin på en tank, der allerede er fuld, siger han til Newspaq.
Ifølge Lars Ove Dragsted mangler der forskning på området. Især hvilke bivirkninger, der kan være ved at indtage for mange vitaminer og mineraler, er underbelyst.
- Det kan ikke afvises, at der kan være risici forbundet med at indtage flere vitaminer end anbefalet. Hvis man vil være på den helt sikre side, så skal man lade være og få vitaminerne gennem en varieret kost, siger han.
Hos Forbrugerrådet Tænk vækker det glæde, hvis forbrugerne tænker sig om en ekstra gang, inden de lægger varer med kunstige vitaminer i indkøbskurven.
- I rigtig mange tilfælde kan man sige, at det er spild af penge, fordi man i virkeligheden får de vitaminer, man skal bruge, gennem kosten. I værste fald kan det få folk til at vælge mindre sundt og tage en sukkerfyldt læskedrik, fordi der er vitaminer i frem for en almindelig vand. Hvis man mangler vitaminer, så er kosttilskud en bedre løsning, siger Camilla Udsen, der er seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk, til Newspaq.
Når det kommer til D-vitamin, kan der dog være en undtagelse. Her har undersøgelser vist, at tilsat D-vitamin i mælk og brød har givet en positiv effekt.
- D-vitamin er et eksempel på en generel mangel i befolkningen. Her kan der være en sundhedsmæssig gevinst i fødevarer med tilsat D-vitamin. Hvis man ved, hvad man gør, så er der ikke nogle problemer i det, men man skal ikke gøre det bare for at være på den sikre side, siger han til Newspaq.
Det fremgår ikke altid tydeligt, hvis et produkt er tilsat vitaminer. Hvis man vil undgå kunstige vitaminer, bør man derfor læse bagpå produktet. Her står nemlig oplyst, hvor mange og hvilke vitaminer der er tilsat.
FAKTA:
- Fødevarer tilsat vitaminer og mineraler kaldes også berigede fødevarer.
- Indtil 2003 var berigede fødevarer forbudte i Danmark. En dom ved EF-domstolen slog i 2003 fast, at forbuddet stred mod EU-reglerne.
- I 2012 godkendte EU en lang række anprisninger, som man kan trykke på produkterne, hvis de indeholder en bestemt mængde af et vitamin eller mineral. Det kan for eksempel være, at der på et produkt med forhøjet C-vitaminindhold står, at produktet mindsker træthed.
Newspaq