Kunder til håndværkere: Snyd i skat
Håndværkerfradraget bortfalder den 31. december, og det har fået flere kunder til at opfordre håndværkere til at snyde i skat.
Flere syd- og sønderjyske håndværkere er blevet opfordret til at snyde SKAT.
Flere syd- og sønderjyske håndværkere er blevet opfordret til at snyde SKAT. Scanpix, Steffen Ortmann


De syd- og sønderjyske håndværkere bliver ofte opfordret til at snyde SKAT.

For i forbindelse med at håndværkerfradraget bortfalder den 31. december, har håndværkerne fået så travlt, at de ikke kan nå alle de opgaver, de bliver tilbudt.

Det får kunderne til at opfordre håndværkerne til at fakturere deres opgave i 2014, selv om de reelt først får udført arbejdet i 2015.

Det er fristende at snyde
Poul Viktor Sunesen fra Tømrer- og snedkerfirmaet Dahl Nielsen & Sunesen i Vejen har flere gange måtte skuffe sine kunder.

- Vi er nødt til at sige, at fradraget stopper med årets udgang. For det gør det jo, siger Poul Viktor Sunesen, som dog medgiver, at han godt kan forstå kundernes ønske.

- Det er klart, at det er fristende at prøve at trække den, siger Poul Viktor Sunesen.

Det er en tendens
Ifølge formanden for Dansk Byggeri i Sydvestjylland Michael Mathiesen er det en tendens, som de fleste håndværkere kan nikke genkende til. Og årsagen til kundernes ønske er næsten altid den samme

- Folk er her i december måned kommet i tanke om, at de gerne vil nå at udnytte fradraget. Så har de bestilt en tømrer eller murer til at lave nye energi-rigtige vinduer. Men der er måske en leveringstid på vinduerne på 6-8 uger, og så kan man ikke nå at få boligjob fradraget, siger han.

Ikke til gavn for kunden
Michael Mathiesen understreger, at den såkaldte faktureringsfidus hverken er til gavn for håndværkeren eller kunden.

- På den måde får firmaet pengene, inden arbejdet er udført. Og bliver der så senere en strid om, hvorvidt arbejdet er som aftalt, så står kunden jo dårligt, siger Michael Mathiesen.

Skat har i en mail til DR Syd understreget, at Skat er opmærksom på fidusen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.