I går blev en 31-årig mandlig kunde så utålmodig og træt af at stå i kø, at han angreb en 17-årig kasseekspedient.
Den dramatiske voldsepisode skete i et supermarked på Silkeborgvej i Aarhus-bydelen Åbyhøj. Det skriver BT.
Østjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden valgte at springe over varebåndet, så han kunne overfalde den unge kassemedarbejder.
En knytnæve ramte ekspedienten lige i ansigtet. Og derefter tog gerningsmanden sin pung og kylede den i hovedet på medarbejderen.
Lettede politiets arbejde
Det hjalp Politiet, der dermed nemt kunne finde frem til, hvem han var og anholde ham. Den 31-årige gerningsmand er nu blevet sigtet for vold.
- Det var nok ikke det smarteste at smide sin pung med oplysninger efter ham. Vi er selvfølgelig taknemmelige for det, for det gjorde vores arbejde nemmere, siger vagthavende hos Østjyllands Politi, Per Bennekov, til Århus Stiftstidende.
Den 17-årige kom ikke alvorligt til skade, men er chokeret, oplyser politiet.
Politiet ønsker ikke at oplyse navnet på det specifikke supermarked.