Kun skader bekymrer Pytlick før EM
Kvindelandsholdet viser fin form, men flere spillere løb ind i skader i sidste testkamp før EM.
Landstræner Jan Pytlick er glad for det, han så ved Golden League i Norge. Billedet er fra Danmarks kamp mod værtsnationen i torsdags.
Landstræner Jan Pytlick er glad for det, han så ved Golden League i Norge. Billedet er fra Danmarks kamp mod værtsnationen i torsdags. Foto: Trond Reidar Teigen/AP


Tre sejre i tre kampe og periodevis glimrende dansk angrebsspil.

Landstræner Jan Pytlick kunne ikke have ønsket sig et meget bedre udbytte af fire-nationers-turneringen Golden League, som Danmark lukkede med en 28-25-gevinst mod Frankrig søndag aften.

- Når man tæller seneste Golden League med, har vi spillet seks kampe, og vi har kun tabt en. Det betyder da meget. Vi lægger masser af selvtillid ovenpå. Men der er stadig nogle ting, vi skal have skærpet, siger Jan Pytlick til TV2.

Trods den fine præstation var det ikke alt, der gik efter landstræneren hoved søndag eftermiddag.

Både Marianne Bonde og Sandra Toft måtte forlade banen i utide, og også Line Jørgensen måtte spares på grund af småproblemer.

- Sandra Toft fik et riv i lysken. Bonde sidder også i omklædningsrummet. Jeg ved ikke, om jeg skal være bekymret. Nu må vi hjem og have dem undersøgt i Danmark, og vores læge skal have kigget på det, siger Pytlick.

Han var meget tilfreds med sine spilleres indsats i lyset af de mange skavanker.

- Dem, der var tilbage, løste opgaven rigtig fint. Der var rigtig mange spillere, der bød sig til, siger Jan Pytlick.

En af de bedste danskere, playmakeren Kristina Kristiansen, er også glad for holdets indsats mod det rutinerede og lidt tunge franske hold, hvor danskerne ellers kom bagud med 0-4.

- Vi kom lidt skidt fra start, men vi havde dem, hvor vi gerne ville have den. Vi løb med dem, og derfor fik vi de nemme mål, siger Kristina Kristiansen til TV2.

- De tre kampe har givet os endnu mere selvtillid, og det gør bare, at vi synes, vi er pissegode. Vi glæder os til at komme af sted til EM, lyder det fra den lille spilfordeler.

Danmark åbner EM næste søndag med en kamp mod Ukraine.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.