Kun hver tredje drøfter efteruddannelse med chefen
Har du snakket med din chef i dag om behovet for et kursus? Så er du en af de få - i hvert fald hvis du er faglært eller ufaglært. Og det er ikke bare på grund af sommerferie.
Foto: Scanpix/Iris


Kun to ud af tre 3F'ere har i en rundspørge lavet for Fagbladet 3F af Analyse Danmark svaret, at de kun i mindre grad eller slet ikke løbende drøfter deres behov for efteruddannelse med deres nærmeste leder.

Kun 11 procent ud af 2.028 adspurgte 3F'ere svarer, at de i høj grad eller meget høj grad drøfter det med ledelsen.

- Det er trist at se, at så få drøfter deres behov for efteruddannelse med deres nærmeste leder, siger Michael Andersen, der er chefkonsulent hos Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.

Han hæfter sig desuden ved, at 66 procent af 3F'eerne i "meget høj grad, i høj grad eller i nogen grad" mener, at det er afgørende med efteruddannelse, for at de kan blive på arbejdsmarkedet. Generelt er uddannelsesaktiviteten blandt 3F'erne også for lav, vurderer Michael Andersen.

Samme rundspørge viser nemlig, at kun 21 procent af de adspurgte 3F'ere inden for de seneste seks måneder har deltaget i efteruddannelse på arbejdspladsen. Fra EU-tal ved vi, at 37 procent af alle borgere i Danmark mellem 18 og 64 år inden for de seneste fire uge har deltaget i uddannelsesaktiviteter, oplyser Michael Andersen.

- Når vi ved, at mange ufaglærte har svage færdigheder i læsning, regning og IT, og vi ved, at Danmark i stigende grad skal konkurrere på arbejdskraftens kompetencer, er det en meget uambitiøs uddannelsesindsats, siger Michael Andersen til Fagbladet 3F.

I 3F efterlyser forbundssekretær Søren Heisel, at virksomhederne i højere grad taler om efteruddannelse og opkvalificering.

- Alle virksomheder med respekt for sig selv bør sikre sig, at efteruddannelse bliver en naturlig del af samtalen, når medarbejdere og arbejdspladser skal udvikles. Langt de fleste danske virksomheders konkurrencefordel beror netop på, at vi har et højt kvalifikationsniveau i Danmark. Men det bliver vi altså ikke ved med at have, når virksomhederne kun i begrænset omfang taler med medarbejderne om opkvalificering og efteruddannelse, siger Søren Heisel.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.