Kun hver tolvte uden arbejde får nyttejob
Det er stor forskel på, hvor mange ledige der sendes ud i nyttejob i de enkelte kommuner, viser opgørelse.
Det er langt de færreste, der ender i nyttejob til gengæld for kontanthjælp.
Det er langt de færreste, der ender i nyttejob til gengæld for kontanthjælp. Foto: CARSTEN ANDREASEN/POLFOTO


Der er stor forskel på, hvor mange borgere der bliver sat til at udføre nyttejob til gengæld for kontanthjælpen. Det skriver Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Agenda.

Mens unge og raske kontanthjælpsmodtagere i kommuner som Kerteminde, Jammerbugt og Odsherred har relativ stor mulighed for at blive mødt med krav om at tage et nyttejob, så er det i eksempelvis Holbæk, Silkeborg og Egedal ikke noget, som folk skal regne med at blive sendt ud i.

13 kommuner har i år stort set ikke brugt nyttejob. Og i yderligere 24 kommuner er det under fem procent af målgruppen, der er blevet omfattet af indsatsen.

I gennemsnit er det kun omkring otte procent - altså svarende til cirka hver 12. - af de kontanthjælpsmodtagere, der potentielt kunne blive mødt med kravet om at gøre nytte for kontanthjælpen, der er blevet sendt i nytteaktivering i årets første syv måneder, fremgår det af opgørelsen fra Agenda.

Jobcenterchef i Silkeborg, Jørgen Skovhus Haunstrup, siger til Agenda, at det er et bevidst valg, at man ikke har sendt flere ledige i nyttejob.

- Årsagen er, at der er bevis for, at virksomhedspraktik er et mere effektivt redskab, når det drejer sig om at hjælpe ledige i job eller uddannelse. Da loven giver mulighed for, at virksomhedspraktik kan anvendes som et alternativ til nytteindsats, er vi gået benhårdt efter at få disse målgrupper i virksomhedspraktik i stedet, siger han.

Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokratiet, mener, at mange kommuner er kommet godt i gang med nytteaktivering.

- Men der er stadig store forskelle kommunerne imellem. Vi forventer dog, at brugen fortsat vil stige støt. Der kan også være kommuner, der bruger noget andet end nyttejob. Det vigtigste er, at uddannelses- og jobparate kontanthjælpsmodtagere kommer i gang med det samme, siger hun til Agenda.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.