Kun forsvarssjusk irriterer tilfreds ishockeylandstræner
Kun storspil af Frederik Andersen sørgede for rent bur mod Letland, og der skal ryddes ud i defensive fejl.
Rolige Frederik Andersen lukkede af i målet, selv om det danske landshold havde flere farlige pucktab mod Letland.
Rolige Frederik Andersen lukkede af i målet, selv om det danske landshold havde flere farlige pucktab mod Letland. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Et rent mål i en udekamp mod en respektabel ishockeynation som Letland kan man næsten kun lette på hjelmen for.

Alligevel er det det danske landsholds defensive indsats, der får landstræner Jan Karlsson til at løfte pegefingeren oven på 3-0-sejren i Riga i den eneste testkamp før OL-kvalifikationsturneringen.

- I første og tredje periode spillede vi defensivt godt over hele isen, men i anden periode sjuskede vi lidt. Det var, som om vi valgte de svære løsninger.

- Det er en stærk defensiv, der gør at du vinder store kampe. Og der ligger store kampe foran os, siger Jan Karlsson.

Han kunne mønstre et landshold med en hel stribe offensive profiler, men det var målmand Frederik Andersen, der blev fremhævet efter testsejren.

Andersen med den stoiske spillespil måtte flere gange redde lettiske afslutninger fra oplagte scoringspositioner efter farlige danske pucktab.

- Frederik spillede en fantastisk god kamp i målet. Hans målmandsstil er ikke spektakulær, men Letland havde altså et antal store chancer, det kan man ikke komme uden om. Han var god, tryg og fandt de rette positioner, siger Jan Karlsson.

Også tilbagevendte Frans Nielsen, der spillede sin første landskamp siden VM i 2012, konkluderer, at der er plads til en lille smule mere påpasselighed, inden kampen om OL-billetter begynder på torsdag.

- Vi lavede nogle fejl, der tvang Frederik til at lave nogle gode redninger, og vi skal blive bedre defensivt.

- Vores hold har så meget talent, at jeg er sikker på, at vi nok skal score. Vi skal koncentrere os om spillet uden puck og lade være med at forære de andre noget, fordi vi vil gøre det for flot, påpeger Frans Nielsen.

Den danske kaptajn lavede selv et af de tre mål. De to øvrige blev sat ind af Nichlas Hardt og Nicklas Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.