Kun DM-sejr i enkeltstart tæller for Quaade
Rasmus Quaade har et klart mål om at genvinde DM-titlen i enkeltstart, når der torsdag køres i Rønde.
Rasmus Quaade har store forhåbninger, når det går løs med DM i enkeltstart torsdag i Rønde.
Rasmus Quaade har store forhåbninger, når det går løs med DM i enkeltstart torsdag i Rønde. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/free


Kun sejr kan gøre Rasmus Quaade (Cult Energy) tilfreds, når der torsdag køres DM i enkeltstart i Rønde.

- Jeg vil være danmarksmester i enkeltstart igen. Det er kun sejr, der tæller for mig. Jeg har følt mig bedre og bedre i de seneste par uger, så jeg er optimistisk, siger Rasmus Quaade i en pressemeddelelse fra Cult Energy.

Rasmus Quaade er dobbelt dansk mester, og han blev nummer seks i VM-enkeltstarten for to år siden, ligesom han sluttede som nummer 13 ved VM i 2014, men han forventer hård konkurrence, når DM køres i området ved Randers.

- Der vil være hård konkurrence fra både Christopher Juul-Jensen, Michael Valgren (Tinkoff-Saxo, red.) og ikke mindst fra Jakob Fuglsang (Astana, red.). Som jeg forstår det, er ruten meget teknisk, og det passer mig fint, siger Quaade.

- Når jeg er ude på ruten for mig selv, så føler jeg mig sikker, selv om jeg foretrækker en lang, flad strækning, hvor jeg kan præstere nogle watt. Jeg tror ikke, ruten betyder så meget. Det handler om benene, siger Cult-rytteren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.