KU i provo-konkurrence: Ryanair-billet som præmie
Efter at fagbevægelsen i dag fik ja til at gå i konflikt med Ryanair, har Konservativ Ungdom oprettet en konkurrence, hvor gevinsten er en returrejse med Ryanair til en destination i Spanien.
En rejse til Spanien med Ryanair er på højkant i KU's nye konkurrence.
En rejse til Spanien med Ryanair er på højkant i KU's nye konkurrence. Foto: SCANPIX arkiv


Fagbevægelsen fik i dag ja til at indlede konflikt mod lavprisselskabet Ryanair. Det blev kort efter klokken 14 meddelt i Arbejdsretten i København.

I dagens anledning lancerede de idérige medlemmer af Konservativ Ungdom en konkurrence, som kører indtil mandag klokken 18. Præmien vil uden tvivl være en rød klud i hovedet på de mange, der mener, at det irske lavprisselskab byder deres ansatte umenneskelige forhold.

Præmien er nemlig en returrejse med Ryanair til en destination i Spanien

"Er du nogensinde blevet tvunget til at tage et job i Ryanair? Nej vel. Så hvis du ikke bryder dig om arbejdsforholdene hos virksomheden, kan du lade vær med at arbejde for dem," lyder det fra Konservativ Ungdom, der både på Facebook og på organisationens hjemmeside gør reklame for den nye konkurrence.

"Til gengæld er det dybt hyklerisk, hvis du vil forbyde andre at søge et job hos Ryaniar, hvis det er der de ønsker at tjene penge. Derfor udbyder vi nu en, hvis du deler en kærlighed til frihed og har respekt for det selvstændige valg."

I kommentartråden under KU's update skriver de konservatives beskæftigelsesordfører Rasmus Jarlov, at han er blevet ringet op af TV 2, som ville høre, om han kanbakke op om konkurrencen. - Jeg sagde, at jeg syntes det er lidt fedtet, at I kun udlodder ét sæt billetter, når de er så billige. Men ellers fuld opbakning. Sjovt lavet, skriver Rasmus Jarlov.

KU skriver for øvrigt meget gavmildt, at ansatte i Københavns Kommune får to lodder i konkurrencen, hvis de deler den. Og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) deltager automatisk i lodtrækningen med tre lodder, skriver KU.

Da Københavns Kommune som bekendt boykotter lavprisselskabet, er det nok tvivlsomt, om overborgmesteren vil benytte præmien, hvis han går hen og vinder konkurrencen.

I dagens anledning starter vi en konkurrence, som kører indtil mandag kl. 18.00.Er du nogensinde blevet tvunget til at...

Posted by Konservativ Ungdom on 1. juli 2015

KU's konkurrenceregler
  • Du deltager ved at kommentere "jeg elsker frihed" i kommentarsporet.
  • Du får maks. et lod ved kommentar af billedet på Facebook.
  • Ansatte ved Københavns Kommune får dog to lodder ved deling.
  • Overborgmester Frank Jensen har fra start 3 lodder i konkurrencen.
  • Kommenteres billedet flere gange, af samme person, have stadig kun ét lod.
  • Vinderen findes ved lodtrækning foretaget af Konservativ Ungdoms hovedkontor.
  • Vinderen offentliggøres på Konservativ Ungdoms Facebook-side mandag den 6. juli kl. 18.
  • Konservativ Ungdom er ikke ansvarlig for eventuelle konsekvenser som følge af deltagelsen i konkurrencen.
  • Konkurrncen gælder en returflyvning til Spanien med Ryanair, til max. 1.000 kr.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.