Kroos sikrer Real sen sejr over Wass og Sistos Celta
Real Madrid måtte vente i lang tid, før klubben havde sikret den ventede sejr over Celta med to danskere.
- Vi skal stramme os an, sagde Antoine Griezmann efter Atlético Madrid lørdag  igen måtte nøjes med uafgjort. Her ses franskmanden under EM i Frankrig.
- Vi skal stramme os an, sagde Antoine Griezmann efter Atlético Madrid lørdag igen måtte nøjes med uafgjort. Her ses franskmanden under EM i Frankrig. Foto: Thanassis Stavrakis/AP


Real Madrid måtte lørdag aften kæmpe hårdt for at hente sæsonens anden sejr i lige så mange kampe i den spanske La Liga i fodbold.

Derimod måtte Atlético Madrid, den anden store hovedstadsklub, nøjes med et enkelt point ude mod nyoprykkede Leganes.

Real Madrid, der fortsat er uden Cristiano Ronaldo, vandt 2-1 hjemme over Celta, der havde Daniel Wass med fra start og Pione Sisto i rollen som indskifter.

Efter en målløs første time kom Alvaro Morata på scoringstavlen for Real Madrid, da han udnyttede riposten efter en redning fra Celta-målmand Sergio Alvarez.

Det var angriberens første scoring for Real Madrid, siden klubben i sommer udnyttede en tilbagekøbsklausul til at hente ham hjem, to år efter at han blev solgt til italienske Juventus.

Alvaro Morata var kort efter scoringen tæt på at fordoble føringen, men hans afslutning endte på stolpen.

I stedet fik Celta uventet udlignet til 1-1 midt i anden halvleg.

Daniel Wass spillede bolden videre til svenske John Guidetti, der ekspederede den videre til Fabián Orellana.

Han sendte et godt skud mod mål, som efterlod Real-målmand Francisco Casilla uden chance.

13 minutter før tid blev Daniel Wass skiftet ud, og fem minutter senere gik det galt for gæsterne.

Celta mistede bolden på egen banehalvdel, og bolden endte hos tyske Toni Kroos. Han viste sin gode sparketeknik, da han sendte bolden fladt i mål via den ene stolpe.

Få minutter senere kom Pione Sisto på banen for Celta, uden at det dog fik indflydelse på kampens resultat.

Mens Real Madrid topper La Liga med seks point, er Celta uden point.

Atlético Madrid, der i sidste sæson blandede sig i titelkampen, har to point efter to runder. Lørdag blev det til 0-0 ude mod Leganes.

Selv om Atlético havde sin franske stjerneangriber, Antoine Griezmann, tilbage på holdet og dominerede opgøret, lykkedes det ikke at score på hjemmeholdets velspillende målmand Jon Ander Serantes.

- Vi er nødt til at stramme os an. Hvis vi fortsætter sådan her, så skal vi kæmpe for at undgå nedrykning, sagde en misfornøjet Griezmann efter kampen ifølge Reuters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.