Kronvidne mod dansker i Sydafrika dør efter nedskydning
Ekskone til dansker, der havde kvindelige kønsdele gemt i sin fryser, er blevet dræbt med tre skud.
Ekskonen til den dansker, der i Sydafrika havde kvindelige kønsdele gemt i sin fryser, er blevet skudt og dræbt i Lesotho.
Ekskonen til den dansker, der i Sydafrika havde kvindelige kønsdele gemt i sin fryser, er blevet skudt og dræbt i Lesotho. Foto: Colorbox.dk/free


Ekskonen til den danske mand, der i Sydafrika havde kønsdele fra en snes kvinder liggende i sin fryser, er blevet skudt ned og dræbt.

Det skriver Ekstra Bladet på sin netavis.

Den 28-årige kvinde blev tirsdag skudt i hovedet, ryggen og maven i det lille kongerige Lesotho, der er helt omgivet af Sydafrika. Natten igennem kæmpede lægerne for at redde hendes liv, men klokken 11 onsdag formiddag døde hun.

Dermed har det sydafrikanske politi ifølge eb.dk mistet sit kronvidne i sagen mod den danske våbenhandler.

Det var den 28-årige, som den 17. september gik til sydafrikansk politi med historien om, at hendes eksmand havde kvindelige kønsdele i sin fryser i hjemmet i Bloemfontein. En af kønsdelene tilhørte hende.

Politiet tilbød hende beskyttelse i Bloemfontein, der er Sydafrikas sjettestørste by, men hun valgte at rejse tilbage til sit hjemland Lesotho. Parrets to børn på to og fire år efterlod hun i Sydafrika, hvor myndighederne beskytter dem, skriver eb.dk.

Sagen vakte stor opsigt, da manden blev anholdt i september. I hans fryser fandt politiet 21 kønsdele fra omskæring af 21 kvinder.

Manden skal have forklaret, at det var hans kone, der førte kniven, men en efterforsker ved politiet har sagt, at man er i besiddelse af en videooptagelse, hvor man kan se, at danskeren udfører et indgreb på en kvinde.

Han sigtes også for besiddelse af børneporno, vold og trusler, ligesom han beskyldes for flerkoneri.

I Danmark er manden tidligere idømt seks måneders fængsel i en sag om våben. Det er Nordsjællands Politi, der har håndteret denne sag.

Danskeren har siddet varetægtsfængslet i Sydafrika siden sin anholdelse, og dér skal han blive siddende - foreløbig til 7. december, når der er et nyt retsmøde i sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.