Kronprinsessen indvier ny skole
Kronprinsesse Mary indvier officielt torsdag en ny skole i Aabybro og hilser også på skolens allermindste elever.


Kronprinsesse Mary står i spidsen, når den hidtil største investering i Jammerbugt kommunes historie åbnes torsdag den 15. september.

Kommunen har nemlig fået en ny skole, og selv om den allerede blev taget i brug, da det nye skoleår begyndte i starten af august, er det altså først her en måned efter, at skolen officielt bliver indviet.

Det skriver kongehuset og TV 2 Nord.

Den nye skole består af to afdelinger, og indvielsen af afdelingen på Aaby Sdr. Gade begynder klokken 10.45, hvorefter kronprinsesse Mary under ledsagelse af borgmester Morgens Gade vil gå ad Banestien til den anden afdeling på Kattedamsvej, hvor hun afslører et maleri af Mette Rehné.

Efter skolen officielt er åbnet, vil kronprinsessen besøge 0.-klasserne og overvære forskellige aktiviteter - og kronprinsessens engagement vækker begejstring hos byens borgmester.

- Med det gennemførte byggeri er vi nået i mål med vores vision om at bygge en skole, der er tilpasset den seneste skolereform, når det gælder det læringsmæssige - og pædagogiske miljø. Derfor er vi meget stolte over, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen indvier skolen, siger Mogens Gade i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Nord.

Selv har kronprinsessen tæt kontakt til folkeskolen i sit daglige hverdagsliv. Sammen med kronprins Frederik har hun to børn, prins Christian på 10 år og niårige prinsesse Isabella, gående på Tranegårdskolen i Hellerup.

Kronprinsesse Mary har selv gået i folkeskole på henholdsvis Clear Lake City Elementary School i Houston, Texas, USA, og på Sandy Bay Infants School og Waimea Heights Primary School i Hobart på den australske ø Tasmanien.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.