Kronprinsessen i New York: Bagte kage og mødte statsmænd
Kronprinsesse Mary har både trykket statsmænd i hænderne og rullet ærmerne op til kagebagning under sit besøg i New York.
Kronprinsesse Mary var i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling sammen med blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Kronprinsesse Mary var i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling sammen med blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen. Foto: Martin Høien, Billed-Bladet/free


Kronprinsesse Mary har taget turen til New York forbindelse med den 70. FN-generalforsamling, og den populære kronprinsesse spilder bestemt ikke tiden i den amerikanske storby.

Der har både været tid til at trykke statsminister Lars Løkke Rasmussen i hånden og få mel på fingrene med Claus Meyer under besøget fra søndag til tirsdag.

Kronprinsessen indledte besøget søndag med et politisk indslag, nemlig "Global Leaders' Meeting on Achieving Gender Equality and Women's Empowerment". Her deltog også statsminister Lars Løkke Rasmussen, og de to prominente danskere fik mulighed for at hilse på hinanden.

Efterfølgende var der mad på programmet, da kronprinsessen lagde vejen forbi "NORTH Nordic Food Festival", som meget passende afholdt "Denmark Day". Kronprinsesse Mary rullede selv ærmerne op og fik en kagerulle i hænderne, så hun kunne prøve kræfter med bageopskrifterne. Desuden havde hun også tid til at tale med stjernekokken Claus Meyer og miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, som også deltog i madfestivalen.

Og her stoppede dagens program ikke, senere stod den nemlig på et arrangement om, hvordan mobilteknologi kan redde mødre og spædbørns liv i udviklingslande. Her holdt den danske kronprinsesse åbningstalen.

Mandagen brugte kronprinsessen ved et heldagsmøde med fokus på at fremme og sikre kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Kronprinsessen har altså både fået politisk input og støvet bageevnerne af, når det officielle besøg slutter tirsdag.

Se alle billederne fra besøget her.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.