Hun bevæger sig sjældent ud i offentligheden, uden at hun ligner en million.
Derfor virker det måske heller ikke så underligt, at kronprinsesse Mary som protektor for Designers' Nest igen i år skal overvære den prestigefyldte modekonkurrence, hvor én designstuderende vinder 50.000 kroner.
Og det royale besøg betyder meget for arrangørerne bag Designers' Nest, Revolver. Det forklarer Jan Busch Carlsen, som repræsenterer netop modemessen Revolver.
- Vi er utrolig stolte over, at kronprinsesse Mary har fundet tid til at aflægge Designers' Nest besøg. Det betyder rigtig meget for de unge og nyuddannede at mærke kronprinsesse Marys interesse og forståelse for deres fag. Og så kaster et royalt besøg jo altid et ekstra magisk skær over showet, siger han i en pressemeddelelse.
Fem designstuderende er på forhånd blevet valgt ud til konkurrencen, og disse skal til showet præsentere deres designs for blandt andre moderedaktøren for det italienske Vogue og den danske designer Henrik Vibskov, der så skal vurdere, hvem der skal løbe med førstepladsen og de mange penge.
Designers' Nest løber af stablen den 30. januar på Vesterbro i København.
Newspaq