Kronprinsesse Mary er kendt for sin sikre og moderigtige stil.
Nu er hun blevet kåret som den bedst klædte kongelige i verden. Det skete i en brugerafstemning lavet af det britiske magasin Hello! Magazine.
Knap 30.000 brugere havde givet deres stemme til kende, og den danske kronprinsesse kan nu glæde sig over, at hun har fået intet mindre end en tredjedel af stemmerne.
Dermed overhaler hun den hollandske dronning Maxima og briternes egen hertuginde Kate, der kommer på henholdsvis andenpladsen og tredjepladsen.
Kronprinsesse Mary får den fornemme kåring, fordi hun formår at træffe moderigtige valg, der har kant, og at hun ved, hvilket tøj der passer til hende, skriver Hello! Magazine.
Ifølge magasinet viste den australskfødte kronprinsesse sin gode stil frem under Copenhagen Fashion Week i både store kjoler og skræddersyede jakker.
Kåringen kommer kun en uge efter, at det amerikanske magasin Vanity Fair for første gang i flere år ikke havde den danske kronprinsesse på listen over de bedst klædte i verden.
Her måtte hun vige pladsen for andre kendte og royale, men den nye kåring må siges at give hende oprejsning.
Briterne er i hvert fald stadig vilde med den danske kronprinsesses stil.
/ritzau/FOKUS