I 1956 skrev den norske forfatter Agnar Mykles en bog, der får "Fifty Shades of Grey" til at ligne en børnebog. Det mente myndighederne dengang i hvert fald, og de forbød bogen med titlen "Sangen om den røde rubin", hvor hovedpersonen detaljeret fortæller om sine erotiske eventyr.
Der gik dog kun et år, før den norske højesteret ophævede forbuddet mod bogen, og den har sidenhen fået status som et af de vigtigste værker i norsk litteraturhistorie.
I næste uge åbner udstillingen "Den røde rubin. Erotiske overtrædelser i norsk litteratur", og her har kronprinsesse Mette-Marit sagt ja til at tale for det fremmødte publikum.
Direktøren for det norske nationalmuseum, Aslak Sira Myhre, er meget begejstret over, at kronprinsessen vil være med til at fejre den tidligere så kontroversielle forfatter, der nu er tilbage i det gode selskab:
- Agnar Mykles' forfatterskab er et af de vigtigste og mest kontroversielle i norsk efterkrigstid. Vi sætter stor pris på, at kronprinsesse Mette-Marit vil åbne udstillingen, som både viser forfatterskabet og sætter det ind i en historisk sammenhæng, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.
Udstillingen om Agnar Mykles åbner på torsdag den 24. september og løber frem til den 30. januar 2016.
/ritzau/FOKUS