Det bliver blandt andre sammen med sangerinden Anne Linnet og hendes kendte musiker-søn, Xander, at kronprins Frederik til april skal stå på ski, når han begiver sig ud på verdens hårdeste skiløb.
Strabadserne foregår på den grønlandske vestkyst.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra arrangørerne af Arctic Circle Race, der i år kan fejre 20-års jubilæum.
Og hos den kongelige deltager er der begejstring over at skulle deltage i langrendsløbet, der betegnes som det hårdeste af slagsen, fordi det foregår i et øde og kuperet fjeldterræn. Deltagerne skal undervejs overnatte i telt og selv tilberede deres mad.
- Jeg glæder mig til at få en dejlig oplevelse i Grønland, siger kronprins Frederik i pressemeddelelsen, der beskriver, hvordan kronprinsen har trænet på rulleski i både Danmark og Grønland for at blive klart til løbet.
Kronprinsen har tidligere gennemført kendte skiløb som eksempelvis det svenske Vasaløbet på 90 kilometer.
Arctic Circle Race løber fra 1.-3. april. Tidligere har blandt andre cykelrytteren Jesper Skibby gennemført langrendsløbet.
/ritzau/FOKUS