Kronprins Frederik fejrer fødselsdag uden opgaver
Kronprins Frederik er netop hjemvendt fra Tyskland for at fejre sin fødselsdag med familien i Danmark.
Kronprins Frederik har ingen officielle pligter i dag på sin fødselsdag og kan derfor invitere hele familien til lagkage på Amalienborg, når han tirsdag fejrer sin 47-års fødselsdag.
Kronprins Frederik har ingen officielle pligter i dag på sin fødselsdag og kan derfor invitere hele familien til lagkage på Amalienborg, når han tirsdag fejrer sin 47-års fødselsdag. Foto: DAVALI PHILIP/DAVALI PHILIP


At familien betyder meget for kronprins Frederik, er der ingen tvivl om. Derfor er det også sikkert, at han vil have kone og børn omkring sig, når han tirsdag kan fejre sin 47-års fødselsdag.

Ifølge kongehusets officielle kalender kan den vordende konge nyde en dag helt uden officielle pligter.

Sammen med kronprinsesse Mary er kronprins Frederik netop hjemvendt fra et tre dage langt besøg i Tyskland. Her stod de i spidsen for en dansk erhvervsdelegation med 75 deltagende virksomheder.

Under deres ophold nåede Mary og Frederik blandt andet at lave mad med danske stjernekokke, brygge øl på Holsten Bryggeriet og overrække en donation til familier med psykisk syge børn i Nordtyskland, der gerne vil på familieferie i Danmark.

I München blev kronprinsen og kronprinsessen officielt modtaget af ministerpræsident Horst Seehofer og frue på slottet Residenz. Her var de desuden æresgæster først ved en frokost for tyske og danske erhvervsfolk og senere ved en storslået festmiddag på slottet.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary vendte hjem til Danmark torsdag i god tid til at holde pinseferie med deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne Vincent og Josephine.

Der er heller ingen officielle pligter i kalenderen for kronprinsesse Mary tirsdag. Så mon ikke der er en familiefejring under opsejling i kronprinsparrets hjem i Frederik VIII's palæ på Amalienborg.

Dronning Margrethe og prinsgemalen har også begge kalenderen åben på fødselsdagen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.