Kronprins Frederik efterladt alene i Danmark
Regentparret er på statsbesøg i Kroatien og kronprinsesse Mary rejser til Tadsjikistan som protektor for WHO Regional Office for Europe.
Kronprinsesse Mary rejser torsdag til Tadsjikistan i forbindelse med sit hverv som protektor for WHO Regional Office for Europe.
Kronprinsesse Mary rejser torsdag til Tadsjikistan i forbindelse med sit hverv som protektor for WHO Regional Office for Europe. Foto: AMANDA TANG/POLFOTO


Mens regentparret er på statsbesøg i Kroatien, må kronprins Frederik se sig efterladt hjemme i det efterårsramte Danmark helt alene.

For også hans hustru, kronprinsesse Mary, rejser fra Danmark, når hun torsdag tager på besøg i Tadsjikistan som protektor for WHO Regional Office for Europe. Han har dog stadig sine fire børn at hygge sig med de kommende dage.

Kronprinsesse Marys besøg løber fra den 23. til den 25. oktober og vil blandt andet have fokus på sundhed blandt mødre og børn samt en øget indsats for at give vacciner til befolkningen i WHO"s europæiske region.

Kronprinsesse Mary skal under besøget møde sundhedsarbejdere og besøge en pædiatrisk (børnesygdomme) afdeling i hovedstaden Dushanbe samt et hospital i området Varzob, hvor en vaccinedag vil blive lanceret.

Endelig vil kronprinsessen om fredagen være til stede på Tajik State Medical University, hvor et forum skal tale om sundhed og kronprinsessen selv skal holde tale for professorer og studerende på universitetet.

Tadsjikistan er en tidligere sovjetisk republik, som blev uafhængig i 1991. Landet grænser blandt andet op til Afghanistan.

WHO har været repræsenteret i Tadsjikistan siden 1992, hvor målet er at fremme landets sundhedsvæsen og kronprinsesse Mary har været protektor for WHO Regional Office for Europe siden 2005.

Kronprins Frederik har fungeret som regent i Danmark, mens hans forældre, Dronningen og Prinsgemalen, har passet deres pligter i Kroatien. Regentparret vender hjem til Danmark fredag.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.