Kronprins blander sig i debat om landbrug
Den engelske kronprins har skrevet et indlæg i et engelsk magasin, hvor han opfordrer til at købe fødevarer fra små landbrug.
Prins Charles støtter det lokale landbrug.
Prins Charles støtter det lokale landbrug. Foto: Kim Ludbrook/AP


Da prins Charles var barn, så verden helt anderledes ud.

Gulerødderne var sorte af jorden, de var vokset i, mælken blev malket i laden og aftensmaden blev hentet hos den lokale slagter.

I dag kan alle varerne hentes vakuumpakkede i supermarkedet - men det er den i dag 67-årige kronprins ikke fan af. Han vil nemlig hellere støtte de små landbrug i Storbritannien, skriver han i et indlæg i Country Life Magazine ifølge The Telegraph.

- Små landbrug har tendens til at have genetisk mangfoldighed med forskellige opdræt af husdyr, og der er varierende grøntsager, korn og frugt. Er det virkelig fornuftigt at stole på en meget lille gruppe af store industrielle gårde, mejerier og slagterier?, spørger prinsen i artiklen.

Han opfordrer derfor alle briterne til at købe lokalt, især fra familieejede landbrug. De hjælper nemlig også skoler, pubs, butikker og andre initiativer i lokalområdet.

- Vi er afhængige af, at landmændene giver et enormt bidrag til vores nations fødevaresikkerhed, miljø og velstand. Og i alle tre henseender lever vi stadig i en usikker verden. Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at landmændene fortsætter med at dyrke landbrug, skriver prinsen.

Prinsen har selv en velgørenhedsorganisation, der hjælper landbruget i Storbritannien.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.