Krone for krone: Sådan ser Mariannes budget ud efter kontanthjælpsloftet
Debatten har de seneste mange uger bølget om kontanthjælpsloftet skaber flere fattige eller er mere end rigeligt til dagen og vejen. Derfor fremlægger Avisen.dk nu Marianne fra Aalborgs budget.
Marianne har 2.000 kroner tilbage om måneden, når hun har betalt alle faste udgifter. Hvis hun havde et job, ville det beløb være næsten 8.000 kroner.
Marianne har 2.000 kroner tilbage om måneden, når hun har betalt alle faste udgifter. Hvis hun havde et job, ville det beløb være næsten 8.000 kroner. Modelfoto: Bente Jæger


2.000 kroner om måneden. Det er hvad Marianne fra Aalborg og hendes søn har til mad, tøj og andre uforudsete udgifter, når alt andet er betalt. Det er virkeligheden for den lille familie, efter at kontanthjælpsloftet trådte i kraft 1. oktober.

Når Marianne kigger på sin konto d. 1 i måneden, kan hun se, at der tikker 13.954 kroner ind. Af dem udgør kontanthjælpen 10.200 kroner, boligstøtte 621 kroner, børnecheck og børnetilskud 1.833 kroner om måneden, mens børnepenge fra faren udgør 1.300 kroner. 

De knap 14.000 udgør kontanthjælpsloftet, og er altså det maksimale, man som enlig forsørger med et barn kan få udbetalt. Det er 1.850 kroner mindre om måneden, end Marianne modtog før loftets indførsel, og det kan mærkes, fortæller Marianne, der har udleveret sit budget til Avisen.dk for at vise, hvordan hverdagen ser ud for en kontanthjælpsmodtager.

Køber genbrugstøj

Tidligere har Avisen.dk undersøgt, hvordan blå blok's kontanthjælp kan ende på over 20.000 kroner. Men hvordan ser kontanthjælpsmodtagers pengepung ud, efter at loftet er trådt i kraft 1. oktober?

- Når måneden er slut har vi ikke en krone på kontoen, og vi har sædvanligvis ikke nogle penge de sidste 5-6 dage i måneden. Har vi brug for tøj, går vi i genbrugsbutikken og køber et par Hummelbukser til 30 kroner. Min søn er heldigvis ikke så gammel endnu, at det går ham på, fortæller Marianne til Avisen.dk.

Hun har været på kontanthjælp i seks år, da hun døjer med en alvorlig rygskade og en række psykiske problemstillinger. 

I alt har Marianne faste udgifter for 11.954 kroner om måneden. Huslejen til hendes treværelses lejlighed i Aalborg ligger på 5.600 kroner om måneden inklusiv vand, varme og el, mens andre faste udgifter som blandt andet indbo- hunde og sundhedsforsikringer, en lille kabelpakke og internet ligger på 2.600 kroner om måneden. Marianne har ingen bil, og da sønnens skole ligger lidt væk bruger familien 580 kroner om måneden på to buskort. Hun har også bevidst valgt det billigste telefonabonnement, der dækker både Mariannes og hendes søns forbrug, på 168 kroner om måneden. 

Hårde prioriteringer for sønnens skyld

På trods af at pengene er små, prioriterer Marianne sin søn højt. Han går derfor på privatskole, hvilket koster 1.200 kroner om måneden. Men det er ikke en beslutning, som Marianne fortryder.

- Det har vist sig at have været et godt valg, da han har nogle problemer med generthed, og det ekstra fokus på ham betyder, at han ikke bare sidder alene. Det er et mere tæt miljø end på en folkeskole, og det betyder meget for ham, siger Marianne.

Indtil for to år siden betalte faren halvdelen af skoleudgifterne, men det er han for nylig holdt op med. Sagen er nu overgået til SKAT, men den enlige mor fra Aalborg står i dag stadig med hele regningen selv. 

- Jeg prioriterer jo min søn over mad og sjov. Han vil blive sat meget tilbage, hvis jeg tog ham ud, og da han startede i skole anede jeg jo heller ikke, at det økonomisk vil ende sådan her, siger Marianne.

Marianne har også købt to computere til søn, en billig til derhjemme og en til skolen, da man på privatskolen selv skal sørge for elektronisk udstyr. Dem afdrager hun 625 kroner på om måneden. Hun afdrager også 1.000 kroner om måneden på lån. Halvdelen af dem går til et gammelt forbrugslån fra år 2000, mens de sidste 500 går til et tre år gammelt kviklån, som Marianne oprettede for at kunne tage en kort ferie til Grækenland.

- Jeg var simpelthen nødt til at komme lidt væk. Jeg var ved at få pip af det hele, siger Marianne, hvis budget ikke normalt efterlader rum til nogen form for ferie.

Du kan se hele Mariannes budget i nedenstående faktaboks.

Mariannes budget

Månedlig indkomst:

 

Kontanthjælp efter skat: 10.200 kroner

Boligstøtte: 621 kroner

Børnecheck med tilhørende børnetilskud: 1.833 kroner

Børnepenge: 1.300 kroner

 

I alt: 13.954 kroner

 

Faste månedlige udgifter:

Husleje inklusiv varme, vand og el: 5.600 kroner

Andre faste udgifter som forsikringer, lille kabelpakke, internet samt faste udgifter til hund: 2.600 kroner

To månedskort til bus: 580 kroner

To Telefonabonnementer: 168 kroner

Afdrag på lån: 1.000 kroner

Afbetaling på computere: 625 kroner

Privatskole: 1.200 kroner

 

I alt: 11.773 kroner

 

Rådighedsbeløb:

Dermed har Marianne 2.081 kroner hver måned, når faste udgifter er betalt. Det beløb skal dække mad, tøj og spontane udgifter.

UDVID

Kan det betale sig at arbejde?

Efter Marianne besluttede sig for at dele sit budget, har Avisen.dk undersøgt, hvor stor en gevinst hun vil have, hvis hun i morgen fik et arbejde som SOSU-assistent. 

Da regeringen tilbage i marts besluttede at indføre kontanthjælpsloftet, var det ifølge beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen nemlig for at skabe et incitament til at arbejde.

- Det har været vigtigt for regeringen, at kontanthjælpsloftet har den rette balance mellem et rimeligt forsørgelsesniveau på den ene side og et reelt incitament til at arbejde på den anden, skrev han dengang i en pressemeddelelse. 

Forsørgelsesniveauet er altså de 2.000 kroner om måneden, som Marianne har hver måned til sig selv og sin søn, når faste udgifter er betalt.

Incitamentet til arbejde kan du se i nedenstående faktaboks. Via tal fra FOA og udregninger fra SKAT og Udbetaling Danmark kan vi nemlig se, at hvis Marianne startede som nyuddannet SOSU-assistent på 37 timer om ugen, vil hun have et månedligt rådighedsbeløb på hele 7.580 kroner. Det er 5.580 kroner mere om måneden, end hun har i dag.

Marianne bliver ansat som SOSU-assistent

Månedlig indkomst:

 

 

Løn som SOSU-assistent efter skat: 15.753 kroner

Boligstøtte: 908 kroner

Børnecheck med tilhørende børnetilskud: 1.833 kroner

 

Børnepenge: 1.300 kroner

 

I alt: 19.794

 

Faste månedlige udgifter:

Husleje inklusiv varme, vand og el: 5.600 kroner

Andre faste udgifter som forsikringer, lille kabelpakke, internet samt faste udgifter til hund: 2.600 kroner

To månedskort til bus: 580 kroner

To Telefonabonnementer: 168 kroner

Afdrag på lån: 1.000 kroner

Afbetaling på computere: 625 kroner

Privatskole: 1.200 kroner

 

I alt:  11.773 kroner

 

Rådighedsbeløb:

 

Dermed vil Marianne have 7.840 kroner hver måned, når faste udgifter var blevet betalt, hvis hun arbejdede som SOSU-assistent. Det beløb vil skulle dække mad, tøj og spontane udgifter.

 

Sådan blev Mariannes rådighedsbeløb regnet ud:

Den månedlige indkomst som SOSU-assistent har vi modtaget fra FOA. Lønnen er et landsgennemsnit af startlønnen ud fra gældende overenskomst. FOA gør opmærksom på, at lønnen ligger i den lave ende, da en nyuddannet som oftest vil blive sat på flere aften- og weekendvagter, hvilket giver mere i løn.

Skatten er beregnet ud via SKAT's TastSelv. Boligstøtte er udregnet ud fra Udbetaling Danmarks Boligstøtteberegner.

UDVID

Marianne er et opdigtet navn. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt.

Artiklen har fået få rettelser d. 7 november for at præcisere enkelte ting i Mariannes budget. Avisen.dk skrev blandt andet, at Marianne havde været på kontanthjælp i ti år. Hun har dog blot været på kontanthjælp i seks år. Avisen.dk beklager fejlen.

Mariannes budget

Månedlig indkomst:

 

Kontanthjælp efter skat: 10.200 kroner

Boligstøtte: 621 kroner

Børnecheck med tilhørende børnetilskud: 1.833 kroner

Børnepenge: 1.300 kroner

 

I alt: 13.954 kroner

 

Faste månedlige udgifter:

Husleje inklusiv varme, vand og el: 5.600 kroner

Andre faste udgifter som forsikringer, lille kabelpakke, internet samt faste udgifter til hund: 2.600 kroner

To månedskort til bus: 580 kroner

To Telefonabonnementer: 168 kroner

Afdrag på lån: 1.000 kroner

Afbetaling på computere: 625 kroner

Privatskole: 1.200 kroner

 

I alt: 11.773 kroner

 

Rådighedsbeløb:

Dermed har Marianne 2.081 kroner hver måned, når faste udgifter er betalt. Det beløb skal dække mad, tøj og spontane udgifter.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.