Den danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli måtte se på fra bænken i samtlige 90 minutter, da den spanske Primera Division fredag aften blev skudt i gang med sæsonåbneren mellem Malaga og Sevilla.
Det andalusiske opgør på den spanske solkyst var blottet for dansk deltagelse, og den dog til tider tempofyldte kamp går næppe over i historien, da den endte 0-0 på La Rosaleda i Malaga.
Dermed har begge hold et enkelt point i toppen af rækken, inden de resterende kampe i runden spilles i weekenden.
Sevilla blev reduceret til ti mand med 20 minutter igen, da nyindkøbet Steven N'Zonzi modtog sit andet gule kort i opgøret.
Michael Krohn-Dehli skiftede før sæsonen fra Celta Vigo til Sevilla, og han spillede hele kampen, da Sevilla for nylig tabte til FC Barcelona i den europæiske Super Cup.
Søndag tager Athletic Bilbao imod Barcelona, mens Real Madrid skal en tur til Sporting Gijon.
/ritzau/