Kroejer dømt til at fjerne kongekrone: Nu vil politikerne ændre loven
Ejeren af Grønhøj Kro glæder sig til at få ret til at bruge kongeligt symbol, som han blev dømt til at fjerne.
Ejer af Grønhøj Kro Gregers Laigaard blev tidligere på måneden dømt til at fjerne en lukket kongekrone fra kroens hjemmeside og fra en sten i kroens have.
Ejer af Grønhøj Kro Gregers Laigaard blev tidligere på måneden dømt til at fjerne en lukket kongekrone fra kroens hjemmeside og fra en sten i kroens have. Foto: Preben Madsen/Scanpix


Det er godt, at landets politikere er kommet til fornuft og vil tillade, at landets ældste kroer fortsat kan skilte med den lukkede kongekrone.

Sådan lyder det fra ejer af Grønhøj Kro ved Viborg Gregers Laigaard.

Han blev tidligere på måneden dømt til at fjerne det kongelige symbol fra kroens hjemmeside og fra en sten i kroens have.

Men nu vil et politisk flertal ændre loven.

- Det har jeg det fint med. Bedre sent end aldrig, siger Gregers Laigaard, der også er idømt en bøde på 3000 kroner.

- Selvfølgelig betaler jeg bøden, for jeg er jo en lovlydig borger. Men jeg synes da, det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere politikere, der har trukket i arbejdstøjet noget før i den her sag, siger Gregers Laigaard.

Efter nederlaget ved byretten i Viborg i december fjernede han den lukkede kongekrone fra hjemmesiden og satte en plade foran stenen med det omstridte symbol.

- Jeg ser da frem til den dag, hvor jeg kan fjerne pladen foran stenen igen, siger Gregers Laigaard.

Grønhøj Kro stammer fra 1848, og det har været en kongeligt privilegeret kro, siden Gregers Laigaards tipoldefar overtog kroen i 1864.

Privilegiet indebar, at alle kunne få et måltid mad og en seng at sove i, uanset hvilken tid på døgnet man indfandt sig. Desuden måtte kromanden frit brænde brændevin.

I 1912 blev der vedtaget en lov, der betød, at kun kongehuset og statslige myndigheder måtte bruge den lukkede kongekrone.

Loven har dog ikke været håndhævet, og det var først, da Rigsarkivet tidligere i år blev gjort opmærksom på Grønhøj Kros brug af det kongelige symbol, at kroen blev politianmeldt.

Hos brancheorganisationen Horesta er erhvervsjuridisk chef Kaare Friis Petersen glad for udsigten til en lovændring.

- Vi synes, der er en god historisk begrundelse for, at disse kroer bør have lov til at anvende den lukkede kongekrone, siger Kaare Friis Petersen.

Et bredt flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet ønsker at ændre loven.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.