Kroatisk hattrick sender Fiorentina på førstepladsen
Fiorentina storsejrede ude over Inter, og Firenze-klubben topper dermed Serie A på en bedre målscore.


Nikola Kalinic vil næppe glemme søndag den 27. september lige foreløbigt.

Søndag aften bankede angriberen nemlig Fiorentina til succes ude mod Inter i den italienske Serie A med et hattrick.

Det er blot anden gang i historien, at en Fiorentina-spiller scorer hattrick ude mod Inter. Senest, det skete, var helt tilbage i 1933, da Vinicio Viani præsterede det samme.

Fiorentina vandt opgøret med hele 4-1, og dermed indtager Fiorentina nu førstepladsen i den bedste italienske række på en bedre målscore, selv om sejren betyder, at både Fiorentina og Inter har 15 point efter seks kampe.

Der var blot spillet fire minutter, da gæsterne kom foran 1-0 efter et straffespark, som slovenske Josip Ilicic udnyttede køligt.

Efter 18 minutter forsøgte Ilicic sig på et langskud, og riposten endte hos Nikola Kalinic, som bankede den i mål fra tæt hold til 2-0-føringen til gæsterne. Det blev 3-0 fire minutter senere, og igen var Kalinic på pletten.

Han skulle blot sætte sidste fod på oplægget fra Marcos Alonso, før gæsterne kunne juble over den markante føring efter mindre end en halv times spil ude mod ligaens tophold.

Efter pausen fik Inter reduceret ved Mauro Icardi, der opsnappede en ripost, inden Kalinic med sin tredje scoring efter oplæg fra Ilicic gjorde det til slutresultatet 4-1.

Torino vandt tidligere søndag 2-1 over Palermo, hvilket rækker til en tredjeplads med 13 point.

Lørdag tabte Juventus 1-2 til Napoli, og Torinoklubben er sæsonens store skuffelse indtil nu i denne sæson, hvor Juventus ligger på 15.-pladsen med blot fem point for seks kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.