Kritik: Regeringens besparelse på forskning er katastrofal
Regeringen lægger således i finanslovsforslag op til at spare 1,4 milliarder kroner på uddannelse og forskning.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) forsvarer beslutning om at flytte rundt på forskningsmidlerne. Arkiv.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) forsvarer beslutning om at flytte rundt på forskningsmidlerne. Arkiv. Foto: DALUM ASTRID/Polfoto


Den såkaldte frie forskning står over for en katastrofe, hvis regeringen kommer igennem med sine besparelser på forskningen.

Sådan lyder advarslen fra bestyrelsesformanden for Det Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, efter at uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) netop har besluttet at øremærke en ekstra forskningsreserve på 671 millioner kroner til den såkaldte strategiske forskning i særligt Danmarks Innovationsfond.

Det skriver Dagbladet Information.

- Danmark har gennem mange år klaret sig godt, fordi vi har haft en fornuftig balance i forskningsfinansieringen. Men nu sker der en voldsom forskydning i retning af den strategiske forskning. Det vil få katastrofale konsekvenser for den frie forskning og rekrutteringen af unge forskere og forskningsmæssige gennembrud, at man så kraftigt skærer på den frie forskning, siger Peter Munk Christiansen til Information.

Regeringen lægger således i sit finanslovsforslag op til at spare 1,4 milliarder kroner på uddannelse og forskning i 2016.

Innovationsfonden står til at blive beskåret fra 1,6 milliarder kroner til 950 millioner kroner, mens Det Frie Forskningsråd får 800 millioner kroner mod tidligere 1,2 milliarder.

Med Esben Lunde Larsens beslutning om at bruge en stor del af forskningsreserven - 516 millioner kroner- på Innovationsfonden, ender den med at komme op på 1,4 milliarder kroner, mens der ikke bliver flere penge til Det Frie Forskningsråd, der har til formål at støtte og fremme originale idéer og initiativer.

Ifølge Esben Lunde Larsen skyldes den nye fordeling af forskningsreserven ønsket om at "skabe vækst og arbejdspladser".

- Selvom Danmark er blandt de lande, der investerer mest i forskning, er vi ikke gode nok, når det handler om at omsætte forskningen til nye løsninger, vækst og arbejdspladser. Det var baggrunden for, at alle partier i 2013 blev enige om at etablere Danmarks Innovationsfond, og det vil regeringen gerne holde fast i, siger uddannelses- og forskningsministeren til Information.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.