Kritik: Lempeligere krav til landbrug bringer grundvand i fare
Nyt lovforslag risikerer at sætte drikkevandskvaliteten over styr og at være i strid med EU's regler.
Det skal være lettere at drive landbrug i Danmark, mener regeringen, der er i gang med at gennemføre den Landbrugspakke, som DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance blev enige om i december sidste år. Arkivfoto.
Det skal være lettere at drive landbrug i Danmark, mener regeringen, der er i gang med at gennemføre den Landbrugspakke, som DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance blev enige om i december sidste år. Arkivfoto. Foto: Steffen Ortmann/Scanpix


Landbruget skal have bedre muligheder for at øge eksporten. Det skal være med til at sikre vækst og udvikling i hele Danmark.

Med den begrundelse har regeringen sendt et udkast til forslag om ny husdyrregulering i høring. Men forslaget risikerer at skade grundvandet, frygter Danmarks Naturfredningsforening.

Og samtidig bringer det Danmark i karambolage med indtil flere EU-direktiver, lyder det.

- Vi har en meget stor bekymring i forhold til vores fælles grundvand. Det udkast, vi ser nu, vil betyde en øget forurening, siger Lisbet Ogstrup, der er seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

- I den nye regulering inddrager man ikke hensynet til at passe på grundvandet netop på de steder, hvor kvælstoffet fra husdyrgødningen vil sive ned, siger hun.

Forslaget går blandt andet ud på, at det fremover kun skal være anlæg til husdyrbrug, der kræver konkret tilladelse. Reguleringen af, hvor meget landmænd må gøde, skal styres af generelle regler.

Det har Danmarks Naturfredningsforening ikke som sådan noget imod, understreger Lisbet Ogstrup.

Men foreningen mener, at lovforslaget er så uklart, at det er umuligt at vurdere, om beskyttelsen af grundvandet er tilstrækkelig.

Forslaget er en del gennemførelsen af den politiske aftale om Landbrugspakken, som Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative blev enige om i december.

Pakken endte med at koste tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten, fordi Konservative mistede tilliden til ministeren under forløbet.

I foråret vedtog Folketinget alligevel første del af pakken, der handlede om hvor meget landmænd må gøde deres marker.

Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at Danmark med det nye lovforslag bringer sig på kollisionskurs med hele fire EU-direktiver.

Miljø- og Fødevareministeriet skriver da også selv i bemærkningerne, at den EU-retlige vurdering af lovforslaget er behæftet med "en vis tvivl".

- Det kan således ikke udelukkes, at EU-Domstolen vil kunne nå frem til, at direktivimplementeringen ikke er tilstrækkelig, skriver ministeriet.

Det fremgår også, at der er en vis "procesrisiko" forbundet med at gå over til generelle regler. Procesrisiko betyder normalt, at et ministerium vurderer, at der vil være risiko for at tabe en eventuel retssag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.