Kristoff vinder i Panne - Wiggins snupper etapesejr
Norske Alexander Kristoff vandt Tre Dage ved Panne i historisk sejr. Bradley Wiggins hurtigst på enkeltstart.
Norske Alexander Kristoff - her fra en etapesejr i sidste års Tour de France - har været ustyrlig i Tre dage ved Panne.
Norske Alexander Kristoff - her fra en etapesejr i sidste års Tour de France - har været ustyrlig i Tre dage ved Panne. Foto: Peter Dejong/AP


Den norske sprinter Alexander Kristoff fra Katusha har været helt suveræn under etapeløbet Tre Dage ved Panne, og han sluttede fornemt af som samlet vinder.

Sidstedagen var delt op i en almindelig etape og en afsluttende enkeltstart, og på den første del skrev Kristoff sig ind i historiebøgerne, da han som den første nogensinde vandt sin tredje etape på stribe i løbet.

Her besejrede han efter målfotoafgørelse tyske Andre Greipel i spurten.

De tre sejre havde givet Kristoff en føring på 22 sekunder ned til klassementets nummer to Stijn Devolder (Quick Step), som han skulle holde bag sig på enkeltstarten.

Det lykkedes. Kristoff slog endda Devolder på de 14,2 kilometer enkeltstart med et enkelt sekund og forsvarede sin føring. Præstationen rakte endda til en tredjeplads på enkeltstarten.

- Jeg har ikke arbejdet meget med min enkeltstart, som billederne måske afslører. Jeg var lidt nervøs inden starten, men jeg formåede at holde godt tempo hele vejen, fortalte Kristoff efter løbet på tv.

Lars Bak (Lotto-Belisol) lå inden enkeltstarten nummer tre i den samlede stilling, men danskeren virkede træt og gled ned på den samlede sjetteplads 59 sekunder efter den norske vinder.

Enkeltstarten blev ikke overraskende vundet af Bradley Wiggins fra Sky. Den forsvarende verdensmester i disciplinen, og tidligere Tour de France-vinder, snuppede sejren i sikker stil i tiden 17 minutter og 49 sekunder.

Det var 10 sekunder hurtigere end schweiziske Stefan Kueng fra BMC, og Wiggins hoppede med sejren op på den samlede tredjeplads efter Kristoff og Devolder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.