Kristne asylansøgere trues og chikaneres på asylcenter
14 asylansøgere konverteret fra islam til kristendom har bedt om at blive flyttet fra Asylcenter Avnstrup.
Det kan være farligt for asylansøgere at konvertere til kristendom. I hvert fald har 14 kristne asylansøgere bedt om at blive flyttet fra et asylcenter på grund af chikane. Arkivfoto
Det kan være farligt for asylansøgere at konvertere til kristendom. I hvert fald har 14 kristne asylansøgere bedt om at blive flyttet fra et asylcenter på grund af chikane. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


De risikerer at blive slået, spyttet efter, truet og chikaneret. Kun fordi de har forladt den muslimske tro til fordel for kristendommen.

14 kristne asylansøgere har bedt om at blive flyttet fra et asylcenter, fordi de er bange for at bo der, skriver Jyllands-Posten.

Asylansøgerne, der er konverteret til kristne i løbet af de seneste år, bor på Center Avnstrup i Hvalsø på Sjælland. I sidste uge havde de bedt om et møde med Røde Kors for at komme væk fra centret.

De fortæller til Jyllands-Posten, at der bliver spyttet efter dem, hvis de laver mad af svinekød i køkkenet, hvordan der bliver stillet affald uden for deres dør, om dunken og sparken på deres døre midt om natten, om at blive kaldt "beskidte vantro" og om voldelige overfald.

Sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen fra Apostelkirken i København var med til mødet.

- Vi kan konstatere, at de stridigheder af religiøs og kulturel karakter, der eksisterer i den tredje verden, i et eller andet omfang er blevet importeret til Danmark og nu dukker op som episoder i vores asylcentre, siger han til Jyllands-Posten.

Han kalder det en "skræmmende udvikling" og fortæller, at han får stadig flere henvendelser fra kristne asylansøgere, der føler sig forfulgt på centrene på grund af deres tilknytning til kirken.

Asylchef i Dansk Røde Kors, Anne la Cour Vågen understreger, at organisationen tager sagen alvorligt. I første omgang opfordres asylansøgerne til at fortælle om den mindste form for chikane og trusler, så der kan sættes ind.

Hvis det ikke hjælper, vil Røde Kors overveje at bede Udlændingestyrelsen om en omrokering af de berørte beboere.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) er blevet gjort opmærksom på problemet.

Hun vil bede Udlændingestyrelsen om at indskærpe, at det er et lokalt ansvar at sørge for, at der ikke forekommer trusler eller chikane på centrene.

Røde Kors har spurgt lederne af alle organisationens asylcentre om kendskab til forfølgelse af kristne, men centerlederne har ikke peget på en større udbredelse af problemet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.