Kristian Jensen: Vores bomber skal bremse kalifatet
Den militære kamp mod IS bliver svær, men er afgørende for at slå ekstremisterne, siger udenrigsministeren.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at kampen mod Islamisk Stat både skal ske med en militær og civil indsats.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener, at kampen mod Islamisk Stat både skal ske med en militær og civil indsats. Foto: Colourbox/morten Clausen/Free


Det er ingen let beslutning at sende danske soldater i krig, men det er en nødvendig beslutning. Der er momentum i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak, og det er Danmarks ansvar at være med til at udnytte det momentum.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V) fra talerstolen i Folketinget.

Han forklarer, hvorfor regeringen vil udsende specialstyrker og kampfly til indsatsen mod Islamisk Stat senere i år. Et bredt flertal i Folketinget støtter dette bidrag.

- Takket være den globale koalitions indsats står vi i en situation, hvor Irak ikke er brudt sammen og hvor Isil (Islamisk Stat, red.) derimod er trængt tilbage.

- Og sådan er det, fordi Danmark med mere end 65 koalitionspartnere har taget ansvar. Det understreger, at Isil skal bekæmpes militært, siger Kristian Jensen.

Kampen bliver hverken simpel, let eller kortvarig, understreger ministeren.

- Vi skal indstille os på, at den tværtimod bliver lang og kompleks. Det er derfor, koalitionen har en bredspektret og flerårig strategi, siger han.

Kun Enhedslisten, SF og Alternativet er imod forslaget om, at Danmark skal bidrage med 400 mand, syv F-16-fly og et transportfly i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien.

Kristian Jensen påpeger, at Islamisk Stat har mistet 40 procent af det areal, som bevægelsen tidligere besatte i Irak og ti procent af det areal, som den var i besiddelse af tidligere i Syrien. Det er derfor oplagt at sætte hårdt ind mod Islamisk Stat nu.

Og så understreger han, at der foruden den militære indsats er brug for civile tiltag. Men parterne i striden kommer ikke til forhandlingsbordet, hvis ikke de presses militært.

- Hverken jeg eller de øvrige i koalitionen har forventninger om, at vi kan løse konflikten ved alene at kaste bomber. Men alle i koalitionen er enige om, at vi heller ikke kan løse konflikten uden en militær magtanvendelse.

- En part, der går til forhandlingsbordet, er en part, der ved, at man ikke kan vinde mere på slagmarken, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.