Kristian Jensen: Vi skal i regering med DF, LA og K
Venstres næstformand, Kristian Jensen, åbner op for spillet om regeringsdannelse ved at invitere alle fire blå partier med i en ny regering.
- Jeg har før sagt, at jeg så gerne, at alle fire partier blev en del af en borgerlig-liberal regering. Det mener jeg stadig. Men lad os nu se, hvad de kommende dage bringer, siger Kristian Jensen.
- Jeg har før sagt, at jeg så gerne, at alle fire partier blev en del af en borgerlig-liberal regering. Det mener jeg stadig. Men lad os nu se, hvad de kommende dage bringer, siger Kristian Jensen. Foto: Linda Kastrup/arkiv/Scanpix


Selvom alle stemmer endnu ikke er talt op, ligner det en valgsejr til blå blok og et gensyn med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som statsminister.

Læs Liveopdatering: Løkke på vej til statsministeriet

Og hvis det står til Venstres næstformand, Kristian Jensen, bliver det en regering bestående af alle fire partier i blå blok: Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

- Jeg har før sagt, at jeg så gerne, at alle fire partier blev en del af en borgerlig-liberal regering. Det mener jeg stadig. Men lad os nu se, hvad de kommende dage bringer, siger Kristian Jensen til Avisen.dk efter ankomsten til Venstres valgfest på Christiansborg.

Selvom Løkke ser ud til at genvinde regeringsmagten, ligner det et stort valgnederlag for Venstre, der går massivt tilbage og formentlig ender med at blive overhalet af Dansk Folkeparti som blå bloks største parti.

Hvad skyldes den store nedgang i Venstres stemmetal?

- Det er svært at komme med en enkelt forklaring på. Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl har kørt en rigtig god kampagne, og Socialdemokraterne har kørt en fantastisk hetz mod Lars. Jeg har aldrig set noget lignende i forhold til person-angreb, som det vi har set de sidste tre en halv uge. Derfor kan der være mange forklaringer.

Er du mest glad, eller er du mest skuffet lige nu?

- Den store opgave var at få en ny regering, og det ser ud til, at vi får en ny regering. Vi får en ny borgerlig-liberal regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Det er det, vi har kæmpet for. Det er det, vi ønskede. Det er det, vi ser ud til at få.

Hvilken rolle regner du med at skulle spille i en kommende regering?

- Det ved jeg ikke endnu. Det må tiden vise.

Hvis du havde været formand, havde Venstre så fået et lige så dårligt valgresultat?

- Jeg tror, at det var Anders Fogh Rasmussen, der sagde: Man skal ikke svare på hypotetiske spørgsmål. Det kan være, at det var gået helt anderledes skidt for Venstre.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.