Taxikrig
Kristian Jensen: Ok at Uber fik hjælp af Udenrigsministeriet
Der er intet galt med, at Udenrigsministeriet hjalp den omdiskuterede kørselstjeneste Uber til Danmark, mener udenrigsministeren.
- Det er ikke op til Invest in Denmark at vurdere, om Uber lovligt kan operere i Danmark. Det er op til domstolene, sagde Kristian Jensen på et samråd onsdag morgen.
- Det er ikke op til Invest in Denmark at vurdere, om Uber lovligt kan operere i Danmark. Det er op til domstolene, sagde Kristian Jensen på et samråd onsdag morgen. Foto: Jens Astrup, Scanpix


Da den amerikanske virksomhed Uber skulle etablere sig i Danmark i 2014, skete det med rådgivning og hjælp fra Invest in Denmark under Udenrigsministeriet samt fonden Copenhagen Capacity, som især er finansieret af Region Hovedstaden. Det afslørede Avisen.dk i marts.

Blot to timer efter den omstridte kørselstjenestes etablering blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen. Politiet har samtidig sigtet mindst 40 Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel, oplyser Københavns Politi til Avisen.dk

Minister: Domstolene skal dømme

Alligevel mener udenrigsminister Kristian Jensen (V) ikke, at det var forkert, at Udenrigsministeriet hjælpe Uber med at få foden ind på dansk grund.

- Det er ikke op til Invest in Denmark at vurdere, om Uber lovligt kan operere i Danmark. Det er op til domstolene, siger ministeren på et samråd onsdag morgen.

Han pointererede, at Invest in Denmark udelukkende rådgav Uber om at etablere et datacenter til udvikling af apps i Aarhus.

- Og mig bekendt er datacentre, der udvikler apps, helt lovlige virksomheder, sagde Kristian Jensen.

- Det er fremragende, at en organisation som Uber, der arbejder over hele verden, har blik for at etablere ét ud af kun tre udviklingscentre i verden i Danmark i Aarhus, lød det fra ministeren.

Som Avisen.dk kunne fortælle i marts, bestod hjælpen dog også i, at man hjalp Uber med at finde deres nuværende kontorer på Østerbro i København. Herfra administreres selve den kontroversielle kørselstjeneste i Danmark. Den tjeneste, som altså er ulovlig ifølge Trafikstyrelsen og Københavns Politi.

Enhedslistens Henning Hyllsted (th.) beskyldte Udenrigsministeriet for dårlig rådgivning af Uber, som er kommet i juridiske problemer efter deres etablering i Danmark. (Foto: Jens Astrup, Scanpix)

EL: Dårlig rådgivning

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, gav ikke meget for ministerens forklaring.

- Hvis man ved, at Uber er løbet ind i en række retssager rundt omkring i verden, hører det så ikke med til god rådgivning, hvis Invest in Denmark havde rådgivet om den danske taxalov?, spurgte transportordføreren.

 

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.