Danmark håber at få en særaftale om fortsat dansk tilknytning til det europæiske politisamarbejde, Europol, inden for nogle uger.
Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V), efter at han tirsdag har haft en stribe møder med de ledere i Europa-Parlamentet, der skal være med til at godkende en dansk aftale.
- Jeg synes, det er gået godt, siger Kristian Jensen.
Han har tirsdag talt med Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, og ledere fra parlamentets politiske grupper.
- Det er ikke sådan, at de ikke kan se Europol fortsætte uden Danmark. Men de ønsker, at Danmark skal være med, siger Kristian Jensen.
- Der har været en klar tilkendegivelse af, at de er interesserede i at finde en løsning, siger han.
Ved folkeafstemningen 3. december sidste år stemte danskerne nej til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.
Med mindre der findes en løsning på det danske problem, står Danmark derfor til at ryge ud af Europol fra 1. maj næste år, hvor samarbejdet skifter karakter til et såkaldt overstatsligt samarbejde.
Danmark kan ikke få en parallelaftale og går derfor efter en særaftale med den tættest mulige tilknytning til Europol.
Forhandlingerne om en dansk særaftale ledes af EU-Kommissionen, og de er stadig i fuld gang.
Kristian Jensen siger, at det fortsat er uklart, hvor tæt den danske tilknytning til Europol kan blive.
Danmark kommer ikke med i Europols styrende organer, hvor den videre udvikling af Europol-samarbejdet fastlægges.
Men Danmark går efter så tæt en tilknytning som muligt og i hvert fald fuld og hurtig søgeadgang i Europols omfattende databaser.
Dansk politi foretager omkring 70.000 søgninger i Europols databaser om året.
Europa-Parlamentets største gruppe er den konservative EPP, og her siger næstformanden, Gonzalez Pons, at vejen frem for EU ikke er særaftaler på alle mulige områder.
Men han har samtidig sagt til Kristian Jensen, at når det gælder sikkerhed, er samarbejdet med Danmark afgørende.
Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan Danmark kan bidrage, mener Pons.
Lederen af parlamentets liberale gruppe, Guy Verhofstadt, skriver på Twitter, at han lige har haft "et meget konstruktivt møde med Danmarks udenrigsminister".
I Storbritannien, der har en tilvalgsordning, meddelte regeringen mandag, at briterne går fuldt med i det nye Europol fra 1. maj næste år.
/ritzau/