Kristian Jensen bliver finansminister - Claus Hjort ny forsvarsminister
Troels Lund Poulsen (V) bliver beskæftigelsesminister i den nye VLAK-regering, erfarer TV2.
Nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen, bliver i stedet ny finansminister i stedet for 69-årige Claus Hjort Frederiksen (V), erfarer Politiken.
Nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen, bliver i stedet ny finansminister i stedet for 69-årige Claus Hjort Frederiksen (V), erfarer Politiken. Foto: Scanpix/arkiv


Dronning Margrethe får travlt med at trykke hænder, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag møder op på Amalienborg med sit nye ministerhold.

Venstre-regeringen har hidtil haft 17 ministre. Men den nye trekløverregering med Liberal Alliance og De Konservative får i alt 22 ministre, erfarer flere medier.

De første ministernavne begyndte at sive søndag aften, og mandag morgen er endnu et navn føjet til listen.

Ifølge TV2 bliver nuværende erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister i den nye VLAK-regering.

Allerede søndag aften kom meldingen om, at Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, ifølge TV2 bliver ny udenrigsminister.

Nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen, bliver i stedet ny finansminister i stedet for 69-årige Claus Hjort Frederiksen (V), erfarer Politiken.

De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, bliver ny justitsminister, erfarer TV2, mens både Politiken og TV2 erfarer, at Claus Hjort Frederiksen bliver forsvarsminister.

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll får posten som økonomi- og indenrigsminister, erfarer flere medier. Samtidig bliver partiets finansordfører, Ole Birk Olesen ny transportminister, erfarer TV2.

Ifølge Berlingske bliver Liberal Alliances Mette Bock ny kultur- og kirkeminister i stedet for Bertel Haarder (V). Mette Bock har blandt andet være kirkeordfører for Liberal Alliance.

De Konservatives Mai Mercado vender tilbage fra barsel og bliver børne- og socialminister, erfarer fyens.dk. Den angiveligt sidste konservative ministerpost går til Brian Mikkelsen, der ifølge TV2 bliver erhvervsminister.

Af de 22 ministerposter, går de 13 angiveligt til Venstre, mens Liberal Alliance får seks og De Konservative får tre ministerposter. Dermed må Venstre afgive fire ministerposter.

Fordelingen afspejler i vid udstrækning størrelsesforholdet mellem de tre partier.

Venstre er det største parti i regeringen med 34 mandater. Ud over at få flest ministerposter ventes partiet ud over statsministerposten også at beholde den magtfulde finansministerpost.

Til gengæld får partiet ikke helt så mange ministre i forhold til sit mandattal som Liberal Alliance og De Konservative.

Både Liberal Alliance og De Konservative får omtrent halvt så mange ministerposter, som de har mandater.

Det nye ministerhold bliver præsenteret mandag klokken 11 på Amalienborg. Herefter er der overdragelser i de enkelte ministerier, hvor gamle ministre takker af, og nye træder til.

Oprettelsen af nye ministerier betyder normalt, at nogle af de eksisterende bliver delt op.

Det har blandt andet været på tale at dele Udenrigsministeriet op. Det var tilfældet under den tidligere regering, hvor der var hele fire ministre på området.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.