Kristendemokraterne: Folkeskolen vælger forældrene fra
Fokus på familie skal få Kristendemokraterne, der i weekenden holder landsmøde, tilbage i Folketinget.
Ifølge Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, skal fokus på familie få partiet tilbage i Folketinget.
Ifølge Stig Grenov, formand for Kristendemokraterne, skal fokus på familie få partiet tilbage i Folketinget. Foto: Magnus Holm, Polfoto/POLFOTO


Friskoler og privatskoler skal have samme tilskud per elev som folkeskolen. Det foreslår Kristendemokraterne, der i weekenden holder landsmøde i Middelfart.

- Vi har fjernet forældrenes ansvar for børnene, der nu i stedet skal opdrages i en skole, og vi har afskaffet fritiden for børnene. Folkeskolen har fravalgt folket, og så må forældrene også stilles frit til at vælge den skole, de vil, siger formand Stig Grenov.

Partiet ville helst afskaffe folkeskolereformen, fortæller formanden.

- Men vi er et parti, der skal være glade, hvis vi får fire-fem mandater. Så vi kan ikke afskaffe reformen, men vi kan give folk et alternativ, siger han.

Sidste gang partiet nåede valg til Folketinget, var tilbage i 2001. I øjeblikket tyder ikke meget på, at partiet opnår en plads i Folketinget. Det kræver 2,0 procent af stemmerne. Den seneste måling, Voxmeter har lavet for Ritzau, giver partiet opbakning fra 0,6 procent af vælgerne.

Alligevel ser Stig Grenov en fremtid for partiet i Folketinget.

- Hvis der blev givet lige så meget tid til at tale om politiske emner, som der bliver brugt på at fortælle os, hvor lavt vi ligger i meningsmålingerne, så havde vi 10-12 mandater, mener han.

Fokus på familien skal få partiet tilbage i Folketinget. Kristendemokraterne foreslår blandt andet at der gives tilskud til de forældre, der passer egne børn. Derudover vil partiet sikre forældrene 30 "barnets sygedage" og halvandet års barselsorlov.

Derudover mener partiet, at ordet ægteskab fremover kun skal bruges om forholdet mellem en mand og en kvinde.

- I al lovgivning bør det være det, der er gældende. Vi blander os ikke i, hvem man sover med under dynerne, men ordet ægteskab hører ikke til mellem en kvinde og en kvinde, siger Stig Grenov.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.