Krisetegn får Kina til at devaluere sin valuta
Den kinesiske centralbank har svækket værdien af yuanen med knap to procent som reaktion på svag vækst.
Nedskrivning af Kinas valuta kommer efter flere tegn på økonomisk opbremsning. Arkivfoto.
Nedskrivning af Kinas valuta kommer efter flere tegn på økonomisk opbremsning. Arkivfoto. Foto: Chalad/free


Flere økonomiske nøgletal har de seneste måneder peget i retning af aftagende vækst i Kina, og det er tilsyneladende årsagen til, at den kinesiske centralbank tirsdag reelt har devalueret landets valuta.

Centralbanken oplyser, at den har sat den såkaldte referencekurs for yuanen ned med 1,9 procent.

På valutamarkederne i Asien reagerer investorerne ved at handle den kinesiske yuan ned over for amerikanske dollar. Yuanen er nede på sit laveste niveau i næsten tre år, skriver Reuters.

Samtidig ligger en række af regionens valutaer svagere. Deriblandt den australske dollar.

Australien har en stor eksport af råvarer som kul og jernmalm til Kina.

Med den svækkede yuan bliver det dyrere for Kina at købe varer i udlandet, mens det omvendt bliver billigere for udlandet at købe varer produceret i Kina.

Kinas centralbank sagde tidligere tirsdag, at "en stærk yuan lægger pres på eksporten", skriver Bloomberg News.

I juli var den kinesiske eksport - regnet ud i dollar - 8,5 procent lavere end i samme måned året før. Økonomer havde forventet et fald i eksporten, men slet ikke i den størrelsesorden.

Andre asiatiske valutaer er også faldet i værdi efter meddelelsen. Det skyldes, ifølge Reuters, at valutahandlere regner med, at flere lande må følge efter Kina for at fastholde deres konkurrenceevne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.