Kriseramte Dortmund fortsætter nedturen i ligaen
Borussia Dortmund led lørdag sit fjerde Bundesliga-nederlag i træk, da klubben tabte 0-1 til Hannover.
Hannover's Jimmy Briand i duel med Dortmund's Neven Subotic.
Hannover's Jimmy Briand i duel med Dortmund's Neven Subotic. Foto: Frank Augstein/AP


Det tyske storhold Borussia Dortmund fortsatte lørdag eftermiddag deres store nedtur i den hjemlige liga ved at tabe 0-1 hjemme mod Hannover, der var uden en skadet Leon Andreassen.

Det er det fjerde nederlag i træk i ligaen for sidste års Bundesliga-toer, hvor holdet har haft mere end svært ved at finde melodien i denne sæson.

I lørdagens opgør havde hjemmeholdet masser af chancer for at hente den længe ventede sejr.

Men Dortmund formåede ikke at udnytte mulighederne. I stedet for var det Hannovers japaner Hiroshi Kiyotake, der efter en time flot sparkede bolden i nettet direkte på frispark.

Det mål fandt hjemmeholdet aldrig modsvaret på, og dermed endte det med endnu et nederlag til de sort-gule tyskere.

Med nederlaget befinder Dortmund sig fortsat i den tunge ende af Bundesligaen med syv point efter ni kampe.

Der var til gengæld gang i målscoringen i andre Bundesliga-opgør.

I opgøret mellem Frankfurt og Stuttgart var der målfest. Her vandt udeholdet Stuttgart med hele 5-4, mens Hamburger SV fortsatte nedturen ved ude at tabe 0-3 til Hertha Berlin.

Derudover vandt Hoffenheim, med Jannik Vestergaard på banen i de sidste fem minutter, med 1-0 over Paderborn, og Augsburg vandt hjemme 2-0 over Freiburg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.