Kriseramt Esbjerg-sportsdirektør lover nye spillere
Hårdt prøvede Esbjerg har brug for nyt blod, og klubben har økonomi til nye spillere, siger sportsdirektør.
Esbjerg ligger sidst i Alka Superligaen, og klubben leder efter forstærkninger. (Arkivfoto).
Esbjerg ligger sidst i Alka Superligaen, og klubben leder efter forstærkninger. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix


Superligaklubben Esbjerg skal have nye spillere.

Ifølge den kriseramte klubs hollandske sportsdirektør har Esbjerg i den ideelle verden brug for seks nye spillere.

Det siger Ted van Leeuwen i et interview med Jydske Vestkysten, hvor han slår fast, at klubben vil blive tilført nye spillere i næste transfervindue.

- Vi har et råderum allerede nu, og hvis vi sender spillere ud, bliver der lønkroner, vi kan gøre noget med.

- Men vi kommer ikke til at hente spillere til 500.000 euro, så det bliver ikke køb i den forstand. Måske med mindre beløb, eller også bliver det transferfrie spillere eller spillere på lån.

- Vores udfordring i dette vindue vil være, at der ikke er plads til at fejle, siger Ted van Leeuwen.

Esbjerg tabte mandag aften 2-6 i Aarhus til AGF, og Esbjerg ligger placeret på sidstepladsen i Alka Superligaen efter 15 kampe, der har givet otte point og en målscore på 14-36.

Ted van Leeuwen mener dog, at Esbjerg snildt kunne have vundet i Aarhus mandag, og han roser klubbens unge Awer Mabil.

- Det var en kamp, vi kunne have vundet 6-2. Han (Mabil, red.) lagde op til seks-syv mål, men vi lavede kun to. Og så lavede vi frygtelige, personlige fejl i defensiven.

- Lige nu er det Murphy's Law for os, siger sportsdirektøren.

ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.